Fredag opdateres Den Danske Ordbog.

I opdateringen finder man 573 nye opslagsord, 14 nye faste udtryk, og samtidig er 141 eksisterende opslagsord blevet revideret.

Blandt de nye ord finder man airfryer, orgasmekløft, skyggeflåde, flat white, spritstiv og VAR-tjek.

Det oplyser Den Danske Ordbog i en pressemeddelelse.

- Først og fremmest skal ord bruges og findes, og det er det, vi undersøger forud.

- Udbredelse er det vigtigste. Det er ikke det eneste kriterium, men det er det væsentligste, forklarer Lars Trap-Jensen, der er seniorredaktør hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Hvis man undrer sig over, hvorfor visse ord som boutiquehotel, VAR-tjek og proteinshake først nu er kommet med i ordbogen, så skyldes det, at ordet skal "bevise sin levedygtighed".

Ordet skal som tommelfingerregel have været aktuelt i det danske sprog i tre år, inden det kommer med, forklarer Lars Trap-Jensen.

Samtidig er der kommet ændringer i eksisterende ord i nye udgave af Den Danske Ordbog.

Ordet affære betyder eksempelvis ikke mere et kærlighedsforhold af kortere varighed.

Det beskrives nu som et romantisk eller seksuelt forhold uden for ægteskab eller fast forhold, som ofte holdes hemmeligt for omgivelserne.

Betydningen har dermed ændret sig fra at beskrive et kortvarigt kærlighedsforhold til oftest at handle om utroskab.

Ordene psykopati og menstruationscyklus er også blandt de ord, der har fået en ny betydning.

Det skyldes ifølge Lars Trap-Jensen, at der enten har været en utilstrækkelighed, eller at sproget kan have ændret sig, siden de første ordbogsartikler blev skrevet.

Blandt de nye faste udtryk findes at gå på æggeskaller, zone ud og danse på nogens grav.

Den Danske Ordbog har også optaget ord, der ikke helt er nye, men som enten er blevet overset, eller som er blevet vejet for let tidligere.

Det tæller blandt andet ord som frontperson, telefonkø og æggesalat.

Den Danske Ordbog opdateres to gange om året.

/ritzau/

Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder