Det første, man ser, når man træder ind i Nørre Nissum Kirke i Vestjyske Nørre Nissum nær Lemvig, er Peter Brandes' bueformede, gyldne altertavle. Selvom den kan kategoriseres som en af landets mere moderne altertavler, er den også skabt med masser af referencer til stedets og kirkekunstens historie.
For Peter Brandes er en kunstner, der er bevidst om historien og den egn, som han planter sin kunst i, ligesom han har en særlig evne til at sy kristendommen ind i sine værker. Måske er det også derfor, at han formentligt er dén nulevende danske kunstner, der har udsmykket flest kirker herhjemme. Senest har han skabt en stor udsmykning i Aarhus Domkirke, hvor han har ladet en stor Lazarus-figur hænge over døbefonten, så dåben på den måde peger på opstandelse og livet. Men altertavler har altid været noget særligt for ham, fortæller han.
”Enhver altertavle er et testamente, som alle kirker har for at fortælle om kristendom. I altertavlen ligger den testamentariske gave til altergængerne, hvor man fortæller om, hvad kristendommen er, og hvad kristendommen kan og skal,” siger han og tilføjer, at ordet "altertavle", der kommer fra det latinske begreb "tabula", giver mening i form af altertavlens oprindelige funktion som en egentlig tavle, der var skrevet tekst på.
”Under renæssancen og et stykke efter Reformationen havde man også flere altertavler, som kun bestod af tekst, men det fantastiske ved de altertavler, der er kommet siden, er, at det først og fremmest er billeder, der vises. Det vil sige, at en altertavle er en billedbog, som åbner sig for altergængeren, når han knæler ned ved nadvermåltidet, men også når han kigger på altertavlen på afstand,” siger Peter Brandes, som derfor altid nærmer sig en udsmykningsopgave med respekt.
Da han fik opgaven af menighedsrådet i Nørre Nissum, ville de først gerne have, at han lavede et nyt billede i den gamle altertavle. Men det endte med, at han alligevel fik lov til at lave en hel ny altertavle og anbringe den gamle altertavle et andet sted i kirken. For Peter Brandes fik hurtigt grundidéen til den nye altertavle med inspiration fra en anden kirke i området.
”Ikke langt fra Nørre Nissum er der en af vores allersmukkeste altertavler, nemlig den middelalderlige guldaltertavle, der findes i Sahl. Det er en af de få altertavler, der er blevet bevaret på stedet og ikke er røget til Nationalmuseet, som de fleste andre gyldne altertavler. Jeg ville gerne have, at der kom en forbindelse mellem de to kirker, så min første tanke var, at jeg selv ville lave en gylden altertavle, fordi jeg ville lave en reference til Sahl-altertavlen. Men det skulle også være en gylden altertavle, fordi jeg gerne ville have et lys ind i den kirke, der ligger så højt over Limfjorden på den smukkeste måde, så kirken på en eller anden måde har været et slags lystårn for dem, der kom langvejs fra,” siger han.
En brudt Berlinmur til Paradisets have
Lysende har kirkens tårn således længe stået frem som en påmindelse om kristendommens store betydning for Limfjordsområdet. Og lysende virker Peter Brandes’ altertavle også, når man træder ind i kirken.
I altertavlen har han arbejdet med relieffer i bladguld i lidt forskellige karat, hvorved altertavlen skifter nuance i sin gyldne farve. Den kan være lys citrongul, og den kan være varm rødgul. Og nedenunder har han anbragt et alterbord i en massiv bronzeklump, hvor en stor Kristus-figur rejser sig med to mindre figurer på hver sin side. De forestiller Maria og Johannes. Men oprindeligt havde Peter Brandes en anden idé med sit alterbord.
”Da man fjernede det kedelige træbord, fandt man en ruin af et stenalter, som kun var fragmentarisk. Jeg bad om tilladelse fra Nationalmuseet til at dække det med en glaskasse i et glasalterbord, hvorved man kunne se det gamle stenalter nedenunder. Det ville de ikke gå med til. Min idé var ellers, at det gamle alterbord, der var en ruin, ville antyde, at murene ind til Paradisets have var blevet åbnet. Og det havde været smukt. For det er jo det, der sker, når vi går op til alteret og får vinen og brødet som billeder på Kristi legeme og blod. Han, som har frelst os fra det, der fik os ud af Paradisets Have, er også ham, der frelser os, så vi kan komme tilbage til Paradisets Have. Derfor var min tanke, at der med alterbordet i ruin var blevet lavet en slags Berlinmur med adgang ind til Paradiset igen,” forklarer han.
Den tanke har Peter Brandes i stedet fået frem med sin Kristus-figur imellem Johannes og Maria, som er halvt så store som ham neden under den gyldne altertavle. Forskellen på størrelsen mellem figurerne forklarer han med sin kunstneriske frihed.
”Vi er ikke videnskabsfolk, som man var i renæssancen, hvor man opfandt perspektivet. Men jeg bruger troens målestok, og der gælder nogle helt andre centimeter. Kristus står frem som vores leder og talsmand, og derfor er han større end sin mor og evangelisten Johannes, som han holder fast på for at føre dem frem som to vidner.”
Menigheden samlede ind til altertavlen
I selve altertavlen har Peter Brandes lavet motiver fra de nytestamentlige fortællinger om blandt andet Lazarus og Maria Magdalene, Kristus der går på havet, og Kristus der bliver døbt, og øverst oppe ses forklarelsen på bjerget, hvor Kristus sammen med sine tre disciple tager op og mødes med et gyldent lys og med Elias og Moses.
”På det tidspunkt, hvor jeg lavede den, havde jeg nogle andre store altertavler bag mig. I Roskilde Domkirke har jeg lavet en mosaikaltertavle i Andreaskapellet, og jeg har lavet flere andre kirkeudsmykninger med altertavler i udlandet. Men her nåede jeg frem til en form for fordybelse,” siger Peter Brandes, som også selv føler en særlig forbindelse til egnen omkring Nørre Nissum Kirke.
”Egnen deroppe har altid tiltrukket mig. Jeg sætter pris på, at der er lavet et skønt museum for religiøs kunst ikke så langt derfra i Lemvig. Og jeg sætter pris på de folk, som jeg har kendt fra den egn. Blandt andre har jeg kørt meget rundt på egnen med min nære ven Hans Edvard Nørregård-Nielsen (kunsthistoriker og forfatter, 1945-2023, red.), som også introducerede mig til Nørre Nissum Kirke, fordi han som barn holdt til ikke langt derfra. Vi har tit valfartet til egnen, mens han har fortalt om sin ungdom, og vi har elsket at gå ind i den kirke og kigge på den. Derfor ligger der sandsynligvis også en skjult tribut til ham i den kirke, og jeg ved, at det var en udsmykning, han satte meget pris på,” siger Peter Brandes, som også husker sit samarbejde med menighedsrådet som noget særligt.
”Det var en proces, som tog meget lang tid. Det tog faktisk flere år, og gennem al den tid lærte jeg menighedsrådet at kende. Det var måske i virkeligheden det menighedsråd, jeg lærte bedst at kende gennem arbejdet med alle de store udsmykninger, jeg har lavet rundt omkring. På et tidspunkt manglede vi også nogle penge for at kunne lave det på den måde, vi gerne ville have det, og der skete det helt fantastiske, at de selv samlede en fjerdedel af beløbet sammen mellem folk, der ellers ikke ligefrem var så velbevandrede i kirkekunst og heller ikke var så rige, at de bare kunne slynge om sig med penge. Men på den måde mærkede jeg, at det blev en kirkeudsmykning, som hele befolkningen stod bag. Og det gjorde jeg også selv, så det var en glæde,” siger han.
”Undervejs havde vi nogle fremragende diskussioner, så hele skabelsesprocessen var præget af en smuk og spændende dialog. Flere af de folk, der var med, er der desværre ikke længere, men jeg har kun gode minder om det sted, som efter min mening er et af de smukkeste steder ved Limfjorden.”
Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder