Tysklands sidste soldater i Afghanistan er på vej hjem

Det tyske forsvarsministerium har tirsdag aften trukket de tyske soldater helt ud af Afghanistan. Dermed har landet afsluttet sin mest dødbringende militærmission siden 2. Verdenskrig.

Det melder den tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer i en erklæring.

- Vores sidste soldater forlod Afghanistan her til aften efter næsten 20 år og er på vej hjem, siger forsvarsministeren.

- Dette er afslutningen på et historisk kapitel og en intensiv mission, der har testet Bundeswehr (det tyske forsvar, red.), og hvor Bundeswehr har bevist sig i kamp, tilføjer hun.

Annegret Kramp-Karrenbauer sagde i november, at Tyskland arbejdede på at trække sine soldater ud af Afghanistan hurtigt. På det tidspunkt var der omkring 1250 tyske soldater i landet.

USA's præsident, Joe Biden, og Nato meddelte i midten af april, at de ville trække de omkring 10.000 udenlandske soldater ud af Afghanistan inden 11. september.

USA's militær har gennemført mere end halvdelen af sin tilbagetrækning. Den ventes at være færdig i løbet af de næste uger. De sidste danske soldater forlod Afghanistan tirsdag i sidste uge.

I løbet af årene har Tyskland haft næstflest soldater i Afghanistan efter USA. Omkring 150.000 tyske soldater har i gennem knap to årtier været udsendt til Afghanistan, hvoraf flere af dem tjente mere end en tur i landet.

59 tyske soldater har mistet livet i Afghanistan, hvoraf 35 af dem blev dræbt i kamp eller militante angreb. Det gør det til Tysklands mest dødelige militærmission siden 2. Verdenskrig.

I takt med at de vestlige lande forlader Afghanistan, er kampene mellem afghanske styrker og Taliban de seneste uger taget til, og den militante islamistiske bevægelse har vundet en del landområder.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, anslår, at Taliban nu kontrollerer 81 ud af landets 419 distrikter.

/ritzau/Reuters



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Amnesty: Kina har skabt et klima af frygt i Hongkong med lov

Hongkongs myndigheder har det første år med en ny sikkerhedslov brugt den til at "vilkårligt anholde, censurere og krænke" borgere.

Det skriver Amnesty International i en ny rapport, der er blevet offentliggjort natten til onsdag, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den nationale sikkerhedslov blev vedtaget af Kinas Nationale Folkekongres 30. juni sidste år og trådte i kraft den følgende dag.

Loven blev indført som reaktion på massive prodemokratiske protester i Hongkong og er blevet stærkt kritiseret for at være et redskab til at få oppositionen til at tie og styrke Kinas magt over bystyret.

Sikkerhedsloven straffer blandt andet krav om løsrivelse fra Kina og terrorisme med op til fængsel på livstid.

I løbet af det seneste år har loven bragt Hongkong "tæt på en politistat og skabt et klima af frygt i alle dele af samfundet". Det mener Theresa Bergmann, der er Asien-ekspert for Amnestys tyske afdeling, ifølge dpa.

Amnesty vurderer, at mindst 114 er blevet anholdt det seneste år i henhold til loven.

De fleste profilerede prodemokratiske politikere og aktivister i Hongkong er blevet anholdt eller er i eksil, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det gælder blandt andre mediemogulen Jimmy Lai og de tidligere medlemmer af Hongkongs parlament James To, Lam Cheuk Ting og Lester Shu.

- I sidste ende truer denne gennemgribende og undertrykkende lov med at gøre Hongkong til en ødemark for menneskerettigheder, siger Amnesty Internationals regionale direktør i Asien og Stillehavet, Yamini Mishra, ifølge Reuters.

Myndighederne i Hongkong har tidligere forklaret anholdelser med, at de var lovlige, og at ingen er hævet over loven.

Hongkong blev i 1997 overdraget til Kina af Storbritannien under den betingelse, at Hongkong blev en særlig region, der har delvist selvstyre efter devisen "ét land - to systemer". Den aftale løber frem til 2047.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Knap 50 grader målt i canadisk varmerekord: Ældre og svage dør

Der er tirsdag for tredje dag i træk blevet slået temperaturrekord i Canada med 49,5 grader målt ved byen Lytton under en voldsom hedebølge, som plager dele af Canada og USA.

Det oplyser den officielle vejrtjeneste hos miljømyndigheden Environment Canada ifølge CBC.

Imens kæmper borgere i heden, og mindst 69 personer er registreret døde i området omkring storbyen Vancouver

Det oplyser canadisk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mange af de døde i Vancouver-forstæderne Barnaby og Surrey var ældre og havde underliggende helbredsproblemer.

- Selv om det stadig er ved at blive undersøgt, så menes varme at være en medvirkende faktor i størstedelen af dødsfaldene, oplyser korporal Michael Kalanj ved Canadas beredne politi ifølge AFP.

I flere andre lokalområder har politiet også måttet tage ud til pludselige dødsfald under de trykkende temperaturer.

Men her er der endnu ikke offentliggjort dødstal.

De faretruende høje temperaturer, som har lukket skoler og vaccinecentre, ventes at fortsætte flere steder i Canada de næste mange dage, skriver det canadiske medie CBC.

- Vancouver har aldrig oplevet den her form for varme før, og desværre ser vi dusinvis af døde på grund af det, siger talsmand for politiet Steve Addison i en pressemeddelelse.

- Vores betjente er presset til det yderste, men vi gør alt, hvad vi kan, for at sørge for folks sikkerhed.

Temperaturerne er steget på grund af højtryk, der har dannet en slags låg med varm luft over regionen, der også er kendt som Pacific Northwest. Det melder USA's nationale vejrtjeneste (NWS).

Mandag blev der også sat temperaturrekord i Lytton. Her lød den på 47,9 grader. Lytton er en lille by, som ligger i provinsen British Columbia omkring 250 kilometer øst for Vancouver.

- Vi er midt i den varmeste uge, som befolkningen i British Columbia nogensinde har oplevet, og det har konsekvenser, forfærdelige konsekvenser, for familier og lokalsamfund, siger British Columbias regeringsleder, John Horgan, ifølge AFP.

- Den måde, som vi kommer igennem disse usædvanlige tider, er ved at holde sammen.

Ved kystområder i Pacific Northwest faldt temperaturerne dog nogle steder en hel del tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Klimaforskere har længe sagt, at klimaforandringer forventes at øge hyppigheden af ekstreme vejrfænomener som for eksempel hedebølger.

Det er dog mere kompliceret end som så at fastslå en forbindelse mellem enkeltstående begivenheder og global opvarmning.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Grønland lemper restriktioner med blot én smittet tilbage

Blot en person er smittet med coronavirus i Grønland i øjeblikket. Det skriver det grønlandske medie KNR.

Siden slutningen af maj har der været et stigende antal smittede, men efter at der i et stykke tid har været ni smittede i alt, er otte af dem nu raskmeldt.

Den eneste tilbageværende smittede person befinder sig i Nuuk og er stadig indlagt på hospitalet. Personen er smittet med Alpha–varianten, der første gang blev opdaget i Storbritannien.

Med blot en coronasmittet tilbage i Grønland bliver der lempet for flere af de coronarestriktioner, som selvstyret har været underlagt i flere måneder.

Det betyder, at der fra 1. juli igen kan komme flere rejsende ind i Grønland fra Danmark.

I alt bliver der indsat fire ugentlige afgange med op til 250 passagerer, og det betyder, at antallet af indrejsende fra Kastrup bliver op til 1000 passagerer om ugen. Indtil for kort tid siden var antallet 600, skriver KNR.

Det vil stadig være et krav, at rejsende fra Danmark til Grønland skal fremvise en negativ coronatest eller dokumentation for, at de er færdigvaccinerede.

Derudover åbnes der også for ruteflyvninger fra Island.

Flere af de tidligere smittede i Grønland knyttede sig til Munck Gruppen, der er i gang med at lave en ny landingsbane i lufthavnen.

I den forbindelse blev der lavet en karantænezone rundt om byggepladsen og den lejr, hvor de ansatte bor.

Smitteudbruddet førte også til, at flytrafik og sejlads ud af den grønlandske hovedstad, Nuuk, blev standset ad to omgange.

I tre dage i slutningen af maj blev hovedstaden også lukket ned, hvor barer, restauranter og sportshaller ikke måtte åbne.

I alt har der været 50 smittede i Grønland, mens der er blevet udført omkring 30.000 test. Ingen coronapatienter har mistet livet i selvstyret.

Lidt over 26.000 - svarende til knap hver anden - har påbegyndt vaccination i Grønland.

Heraf er godt 10.500 - svarende til næsten hver femte - færdigvaccineret.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

EFC har håndteret krænkelsessager hurtigt og har for fremtiden et stærkt beredskab

Bestyrelsen på Den Europæiske Filmhøjskole, EFC, bliver i et debatindlæg i Information beskyldt for at svigte sit ansvar i »utallige« krænkelsessager. Beskrivelsen af forløbet kan vi dog ikke kende. Vi har håndteret sagerne hurtigt, og fremover vil vi have et stærkt beredskab, skriver bestyrelsen i EFC i Ebeltoft i dette debatindlæg

Source: https://www.information.dk/feed

Sydafrika runder 60.000 dødsfald med covid-19

Sydafrika har mandag rundet 60.000 dødsfald med covid-19, på et tidspunkt hvor landet kæmper med at få styr på smittespredning med den nye Delta-variant.

Det oplyser Sydafrikas nationale institut for smitsomme sygdomme mandag på Twitter.

Ifølge agenturet er der blevet registreret yderligere 138 coronarelaterede dødsfald det seneste døgn. Det bringer Sydafrikas samlede dødstal under pandemien op på 60.038.

Derudover er yderligere 512 coronapatienter blevet indlagt på landets hospitaler, hvor i alt 11.801 nu behandles for virusset.

- Patienternes tilstand er så meget værre end under de første to smittebølger, siger Elsabe Conradie, der er ledende overlæge på et privathospital i storbyen Johannesburg.

- De bliver meget, meget mere syge, og så mange af dem forlader aldrig hospitalet igen, siger hun.

De seneste 24 timer er der også blevet registreret 12.222 nye smittede ud af 43.155 test. Det svarer til en positivprocent på 28,3 procent.

Tallene står i skarp kontrast til situationen i slutningen af maj, hvor Sydafrika med 59 millioner indbyggere i gennemsnit registrerede knap 4000 smittede om dagen.

Regeringen og flere forskere oplyste i weekenden, at de stigende smittetal bliver drevet frem af den yderst smitsomme coronavariant Delta, der først blev opdaget i Indien.

For at vende udviklingen har Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, genindført flere restriktioner i landet gældende fra mandag og to uger frem. De betyder blandt andet, at alle forsamlinger med undtagelse af begravelser er blevet forbudt.

Sydafrika er målt i hele tal i øjeblikket det hårdest ramte land på det afrikanske kontinent i forhold til antal smittede og døde.

Tager man befolkningens størrelse i betragtning har kun Namibia og Tunesien registreret flere døde med covid-19 den seneste uge. Det viser tal fra statistikbanken Statista.

Situationen bliver ikke hjulpet af, at Sydafrikas vaccineudrulning er kommet langsomt fra start. Kun 2,7 millioner ud af landets 59 millioner indbyggere har således fået mindst et stik mod coronavirus.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har på det seneste advaret om, at coronasituationen i hele Afrika er meget bekymrende, da smitten er stigende flere steder.

Samtidig har mange lande dårlig adgang til vacciner. Det betyder, at under 1,5 procent af alle vaccinestik på verdensplan er blevet givet i Afrika. Godt 17 procent af verdens befolkning bor på kontinentet ifølge Statista.

/ritzau/AFP



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder