Lyntestcentre testede tusindvis på genåbningsdag

Knap 4000 mennesker har lørdag været forbi de genåbnede lyntestcentre i Region Hovedstaden.

Det oplyser Trine Baadsgaard, der er pressechef for Copenhagen Medical, som driver lyntestcentrene i Region Hovedstaden.

Lyntestene er test, hvor man bliver podet i næsen for coronavirus. Testene giver hurtigere svar end PCR-testene, men er også mere usikre.

Lyntestindsatsen blev lukket ned 9. oktober. Testcentrene blev dog genåbnet lørdag, da regeringen har vurderet, at der igen er blevet et stort behov for test på grund af de seneste ugers stigende smitte.

Testcentrene måtte udvide åbningstiderne for at imødekomme efterspørgslen på den første genåbningsdag samt tilkalde ekstra bemanding i løbet af dagen.

- Der har været stort behov for det, siger Trine Baadsgaard.

Og det overrasker testudbyderen.

- Vi havde godt nok lavet en standbykontrakt, men jeg ved ikke, hvor mange der troede på, at det ville blive til noget igen, siger hun.

Ved starten af dagen var der blevet tilkaldt to til tre podere ved hvert teststed, men det viste sig at være for lidt.

- Vi anede jo ikke, hvad behovet var. På Rådhuspladsen har vi kørt med seks podere det meste af dagen, siger pressechefen.

Copenhagen Medical har otte testcentre i Region Hovedstaden, og testcenteret på Rådhuspladsen stod for godt halvdelen af testene lørdag.

- Men der har været travlhed alle steder, siger Trine Baadsgaard.

Af de knap 4000 test, der blev foretaget lørdag, var 95 positive. Det svarer til 2,5 procent.

Testudbyderen er på nuværende tidspunkt usikker på, hvor stor efterspørgslen bliver fremadrettet, men vil følge udviklingen, siger Trine Baadsgaard.

Lyntestene har været tilgængelige i enkelte hovedstadskommuner med høj smitte. Det gælder blandt andet Glostrup, Albertslund og Ishøj, hvor borgmestrene de seneste dage har efterspurgt lyntest.

I resten af landet vil der inden for 14 dage løbende blive opskaleret til en kapacitet på 100.000 lyntest om dagen.

Også PCR-test vil blive opjusteret fra 100.000 til 150.000 daglige test.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Greta Thunberg får varm velkomst på togstation i Glasgow

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg er lørdag aften ankommet med tog fra London til Glasgow, der er værtsby for klimatopmødet COP26.

- Endelig i Glasgow for COP26! Og tak for den varme velkomst, tweeter den 18-årige Thunberg, som blev modtaget af en stor gruppe aktivister og måtte eskorteres fra hovedbanegården Central Station i den skotske storby af politifolk.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Coronapandemien medførte, at topmødet blev udsat et år, og det er nu, at der skal gøres status efter Parisaftalen fra 2015.

Der er udbredte forventninger om, at verdens lande vil øge klimaindsatsen på mødet, der begynder søndag og slutter 12. november, men de forventninger deles ikke af Greta Thunberg.

- Som det er nu, vil dette COP ikke føre til nogen store forandringer. Vi bliver nødt til fortsat at presse på, sagde hun til nyhedsbureauet AFP ved en klimakoncert i Stockholm i midten af oktober.

- Mit håb er selvfølgelig, at vi pludselig indser, at vi står over for en eksistentiel krise og handler derefter.

Thunberg deltog fredag i en demonstration foran banken Standard Chartereds hovedsæde i London, hvor hun sammen med andre aktivister protesterede mod det globale finanssystems støtte til brug af fossile brændstoffer.

I Glasgow ventes aktivister fra hele verden at møde op i så stort et antal, at det kan udløse kaos. Arrangørerne forventer ifølge avisen the Daily Mail, at op til 100.000 personer vil deltage i en demonstration på fredag.

Demonstranterne vil opfordre verdens ledere til at tage yderligere skridt for at forhindre, at de globale temperaturer stiger med mere end 1,5 grader i år 2100 i forhold til tiden op til begyndelsen af det 20. århundrede.

Over 100 ledere, deriblandt Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og USA's præsident, Joe Biden, ventes at deltage i topmødet, der anses som afgørende i kampen mod klimaforandringer.

Johnson sagde lørdag, at COP26 kan blive "sandhedens øjeblik for verden" i en appel til andre politiske ledere om at træffe beslutninger, der kan modvirke klimaforandringer.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Australien genåbner for karantænefri rejser fra New Zealand

Mandag tager Australien første skridt imod at genetablere den rejseboble med New Zealand, som landene havde skabt tidligere under coronapandemien.

Rejsende fra New Zealand kan igen få lov til at rejse til Australien uden at skulle gå i selvisolation ved ankomst.

Det oplyser Australiens handels- og turistminister, Dan Tehan, natten til søndag dansk tid ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Ministeren tilføjer, at det bliver "en enorm hjælp til turisme og tillid".

- I 2019 var Australien vært for 1,43 millioner besøgende fra New Zealand - hvilket gør det til en af vores største kilder for besøgende - og de brugte 1,6 milliarder australske dollar (tilsvarende cirka 7,7 milliarder kroner, red.) i den australske økonomi og støttede lokale arbejdspladser og erhvervsdrivende, siger Dan Tehan i en pressemeddelelse.

De australske grænser har i store træk været lukkede de seneste 18 måneder, mens coronapandemien har stået på.

Grænserne blev dog åbnet for newzealændere, da de to lande indgik en aftale om at lade borgere rejse mellem de to områder, der begge i lange træk havde klaret sig igennem coronapandemien med meget lidt smittespredning.

Boblen blev dog sat på pause i juli, da Australien begyndte at registrere flere udbrud med coronavirus.

Den åbner nu delvist igen.

Men selv om turister ikke længere skal i karantæne ved indrejse til Australien, betyder det ikke, at der ikke er restriktioner i forbindelse med rejsen.

For at rejse ind i landet skal man stadig kunne fremvise gyldig dokumentation for, at man er vaccineret mod covid-19. Man skal desuden kunne fremvise et negativt testresultat fra en PCR-test.

Og når man vender tilbage til New Zealand, skal man desuden i karantæne i 14 dage.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder