16 klimademonstranter er anholdt foran Sunaks hus i London

16 demonstranter fra gruppen Just Stop Oil er blevet anholdt efter en demonstration foran den britiske premierminister Rishi Sunaks hjem i det vestlige London kort efter midnat natten til torsdag.

Demonstranterne ønsker et stop for boringer for at lede efter olie i Storbritannien.

Protestgruppen siger, at omkring 18 demonstranter samlede sig uden for Sunaks ejendom i London-bydelen Kensington, hvor de slog på potter og pander, mens de gik med skilte, hvor der blandt andet stod "Anhold de rigtig kriminelle".

Just Stop Oil siger, at politiet anholdte demonstranterne. Politiet har senere bekræftet, at det har anholdt 16 personer.

- Der bør ingen hvile være for de ugudelige. Rishi Sunak har allerede forladt de løfter, han gav til sine egne børn om klimaet - han skulle have lyttet til dem, lyder det på Just Stop Oils hjemmeside.

- Ny olie og gas er en forseglet dødsattest for de unge og dem, der har gjort mindst for at bidrage til denne krise.

På hjemmesiden beskyldes Sunak for at være en "uvalgt" premierminister, der "smider vores fremtid væk for at presse mere profit ud for sine kumpaner i lobbyen for fossile brændsler".

- Folk med oversvømmede hjem kan ikke sove. Børn, der dør af sult, kan ikke sove. Lokalsamfund, der står over for naturbrande, kan ikke sove. Så hvorfor skal klimakriminelle som Rishi Sunak have en fredelig nats søvn, siger 29-årige Pia Bastide, der var med til demonstrationen.

Premierministerens kontor har afvist at give en kommentar om hændelsen.

Politiet i London skriver på X, at det har anholdt 16 aktivister fra Just Stop Oil.

- De er blevet bragt til en række politistationer i det centrale London, hvor de er i politiets varetægt, lyder det.

Just Stop Oil står bag tidligere meget omtalte aktioner.

Blandt andet var det to kvinder fra gruppen, der i 2022 kastede tomatsuppe på et Van Gogh-maleri i London.

Aktionen mod Sunak fandt sted, inden FN's klimatopmøde COP28 torsdag går i gang i Dubai.

/ritzau/dpa



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Elevers brug af ChatGPT får skole til at droppe skriftlige afleveringer

Med chatrobotten ChatGPT, der torsdag fylder et år, er det blevet muligt at fremstille en skoleopgave på få sekunder.

For undervisere kan det være tæt på umuligt at gennemskue, om eleven har snydt.

På True North Efterskole i Snaptun har man taget konsekvensen af, at kunstig intelligens er blevet allemandseje med ChatGPT.

Fra dette skoleår har man i det store hele fjernet skriftlige afleveringer, fortæller afdelingsleder og underviser på True North Efterskole Michael Sørensen.

- Vi har accepteret, at det her værktøj er enormt tilgængeligt og er blevet en del af hverdagen. Så vi havde brug for at se på, hvordan vi arbejder med det i stedet for at arbejde imod det, fortæller han.

- Vi er gået væk fra, at en aflevering skal være skriftlig. Den tager i højere grad udgangspunkt i en mundtlig præsentation. Enten som video eller podcast, hvor eleven skal præsentere noget, som er blevet produceret.

- På den måde kan vi sikre, at eleverne har en forståelse for det, der sker, og ikke bare har kopieret et svar fra ChatGPT. Det gør det tydeligt for eleverne, at det er dem, som skal træde frem og vise, hvad de kan, fortæller Michael Sørensen.

Han tilføjer, at eleverne har taget godt imod tiltaget.

30. november 2022 lancerede virksomheden OpenAI ChatGPT, der siden har fået i omegnen af 180 millioner brugere på verdensplan. Også danske skole- og gymnasieelever. Men det er ikke tilladt at bruge til prøver.

Så når en gymnasielærer i dag retter en bunke opgaver fra eleverne, vil det ofte spøge i baghovedet, hvor mange af opgaverne der i virkeligheden er skrevet af ChatGPT frem for eleven selv.

Det fortæller formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Tomas Kepler.

- Der er en dyb bekymring, omkring hvad det værktøj betyder for troværdigheden af det skriftlige arbejde, som eleverne udfører i det daglige og af prøver til eksamen.

- Altså kan man stole på, at det produkt, vi ser på, er et udtryk for, hvad elevens faglige niveau er. Eller er det udtryk for, hvad ChatGPT kan, siger han.

I løbet af december vil en ekspertgruppe, der siden foråret blandt andet har studeret snyd med ChatGpt ved prøver på skoler og ungdomsuddannelser, komme med en række anbefalinger til at undgå snyderiet.

Gymnasielærernes formand, Tomas Kepler, efterlyser samtidig et gennemgribende opgør med den måde, eleverne går til eksamen på, i lyset af de nye muligheder som kunstig intelligens har ført med sig.

- Vi taler jo om, hvorvidt vores nuværende prøveformer overhovedet er gangbare længere. Altså er det her egentlig det endelige dødsstød til mange af de måder, hvorpå vi prøver at teste vores elevers færdigheder, siger han.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Italienere demonstrerer over kvindevold efter drab på 22-årig

På tværs af Italien gik titusindvis af mennesker lørdag på gaden for at demonstrere over vold mod kvinder.

Det skriver mediet BBC.

Demonstrationerne kom i kølvandet på drabet på den kvindelige universitetsstuderende Giulia Cecchettin tidligere på måneden.

22-årige Cecchettin blev angiveligt tæsket ihjel af sin ekskæreste kort før sin afsluttende eksamen.

Hun forsvandt 11. november. Få dage efter kunne man på en offentliggjort overvågningsvideo tilsyneladende se hendes ekskæreste tæve hende på en parkeringsplads.

Senere blev hendes lig fundet i en grøft.

Lørdag markerede hendes far, Gino Cecchettin, dagen ved at opfordre til strukturelle ændringer i samfundet.

- Intet kan bringe Giulia tilbage, men jeg vil have, at der skal komme gode initiativer ud af hendes død, lød det ifølge BBC til demonstranter ved Universitetet i Padova.

Bare i år er 106 kvinder blevet dræbt i Italien. 55 af drabene blev angiveligt begået af en partner eller ekspartner, skriver BBC.

Italiens præsident, Sergio Mattarella, sagde lørdag i en udtalelse, at den seneste tids dramatiske historier i medierne har tvunget landet til at se sig selv i øjnene.

- Et humant samfund, der stræber efter at være civiliseret, kan ikke acceptere eller tåle denne serie af angreb og drab på kvinder, sagde han.

Cecchettins ekskæreste blev anholdt tidligere på måneden nær Leipzig i Tyskland efter en international menneskejagt.

Giorgia Meloni, Italiens første kvindelige premierminister, har ifølge BBC udtrykt forargelse over landets historik med vold mod kvinder begået af partnere eller ekspartnere.

Hun har lovet at indføre et uddannelsesforløb i landets skoler, der skal bekæmpe, hvad der ifølge hende er Italiens allestedsnærværende kvindefjendske vold.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Texas afviser skolebøger: For ensidige om klimaforandringer

En række skolebøger bliver ikke en del af pensum på skolerne i Texas, fordi de påstår, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Det er undervisningspanelet hos den amerikanske delstats undervisningsstyrelse, som har sagt nej tak til bøgerne.

Bøgerne, som er blevet afvist, prædiker, at "mennesker har en negativ effekt på klimaet," lyder det fra Evelyn Brooks, en republikaner som sidder i panelet.

- De skræmmekampagner, der følger med det, er dem, som jeg har det primære problem med, siger Evelyn Brooks.

Hun hævder - i modsætning til blandt andet den amerikanske regering - at "videnskaben ikke har fundet endegyldigt konsensus om global opvarmning".

Bøgerne må stadig gerne bruges i undervisningen, selv om de ikke er godkendt af undervisningspanelet.

Men skolernes offentlige finansiering er ofte betinget af, at de bruger bøger, som er godkendt af delstatens undervisningsstyrelse.

I USA er det op til de amerikanske delstater selv og ikke den føderale regering at beslutte, hvilke bøger skolerne skal bruge i undervisningen.

De enkelte skoledistrikter har en del selvbestemmelse, men godkendelse af materiale sker typisk ved delstatslige myndigheder.

Flere af de naturvidenskabelige skolebøger, som blev afvist af undervisningspanelet, kom fra forlaget Green Ninja.

Forlagets direktør, Eugene Cordero, skriver i en e-mail, at de blev afvist "på grund af vores inkludering af klimaforandringer".

Undervisningspanelet består af i alt 15 medlemmer. De er ikke udpeget af delstatslige myndigheder, men valgt i folkeafstemninger.

Marisa Perez-Dias, et af panelets demokratiske medlemmer, siger, at børnene risikerer ikke at kunne forstå, hvorfor somrene bliver varmere og varmere.

- Hvis børnene ikke forstår, hvad det alt sammen betyder, så kommer de bare til at videreføre problemet, siger hun.

/ritzau/AFP



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Avisledere: Mia Wagner som minister viser talentmangel i Venstre

Det understreger, at Venstre mangler politiske talenter internt i partiet, at partiet for anden gang henter en minister fra DR-programmet "Løvens Hule".

Sådan lyder det i lederspalterne i både Politiken og Jyllands-Posten, dagen efter at venstreformand Troels Lund Poulsen præsenterede tre nye ministre.

- For Venstre afslører det en talenttørke, at et populært tv-koncept udgør partiets primære rekrutteringsbase, skriver Politikens lederskribent.

Tilbage i 2018 var det Tommy Ahlers, som også var kendt fra "Løvens Hule", som blev hentet ind som uddannelses- og forskningsminister af den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Mia Wagner skal fremover være minister for digitalisering og ligestilling. Hun er iværksætter og har blandt andet stiftet virksomheden Nordic Female Founders, som har til hensigt at "øge diversiteten i dansk iværksætteri".

I fire sæsoner fra 2019 til 2022 var Mia Wagner blandt investorerne i "Løvens Hule". Hun er ikke medlem af Folketinget.

Jyllands-Postens lederskribent mener, at det signalerer manglende tiltro til Venstres folketingsgruppe, at Troels Lund Poulsen har hentet Mia Wagner som minister. Men det kan få en effekt, lyder det.

- Ud over at være kendt kan hun appellere til bysegmentet og dæmme op mod Venstres ene sårbare flanke: vælgervandringen til Liberal Alliance og Moderaterne, skriver lederskribenten.

Foruden Mia Wagner indtræder Venstres næstformand, Stephanie Lose, som økonomiminister, og Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, skal være minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.

I fredagens udgave af Berlingske skriver chefredaktør Tom Jensen, at det eneste, der vil løse Venstres grundlæggende problem, er, at gå helt ud af regeringen.

Heller ikke Ekstra Bladets lederskribent Uffe Gardel, har stor fidus til, at torsdagens ministerrokade får Venstres manglende opbakning blandt vælgerne til at forsvinde.

- Troels Lund Poulsen sagde i går selv, at opgaven er "at genrejse Venstre". Det lyder dramatisk og er det også. Og det er i hvert fald ikke gjort ved at udskifte cheferne for en håndfuld pseudoministerier, skriver han.

/ritzau



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Hamas: 30 er dræbt i angreb på FN-skole i Gazastriben

Ifølge Hamas er omkring 30 mennesker dræbt i et israelsk angreb på en skole i flygtningelejren Jabalia i Gazastriben.

Skolen er drevet af FN's flygtningeorganisation for palæstinensere (UNRWA).

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kort forinden havde en palæstinensisk læge på et hospital i lejren meddelt til nyhedsbureauet AFP, at 27 er dræbt og 93 såret i angrebet på FN-skolen.

Lægen - der ikke ønsker sit navn frem - tilføjer, at tusinder af fordrevne palæstinensere havde søgt tilflugt på skolens område.

Det er ikke muligt at få oplysningen be- eller afkræftet fra uafhængig side.

Israels militær har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne.

Jabalia er den største flygtningelejr i Gazastriben. Den ligger i den nordlige del af Gazastriben, som hidtil har været Israels primære militære fokus.

Israel og Hamas har været i krig, siden Hamas 7. oktober gennemførte et angreb mod Israel og dræbte omkring 1200 mennesker. Gruppen tog 239 gidsler med sig tilbage til Gazastriben.

Siden har Israel gennemført omfattende luftangreb mod Gazastriben og har indledt en landoffensiv i den nordlige halvdel af den palæstinensiske enklave.

På palæstinensisk side er over 14.000 mennesker blevet dræbt, oplyser Gazas sundhedsministerium, der er kontrolleret af Hamas.

Qatar har sammen med Egypten og USA forhandlet aftalen mellem Israel og Hamas-bevægelsen på plads.

Den indebærer en fire dages pause i kamphandlingerne mellem Israel og Hamas. Den står til at begynde fredag morgen.

Desuden skal foreløbig 50 af de over 200 gidsler, som Hamas holder fanget i Gazastriben, frigives.

Til gengæld skal Israel i denne omgang løslade 150 palæstinensere fra de israelske fængsler.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder