Efterretningstjeneste vil lokke almindelige folk ind i spionjob

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) søger nu borgere og virksomheder, som vil hjælpe med at "løse opgaver" af større og mindre karakter i ind- og udland.

Sådan lyder det i et offentligt opslag, hvor der ikke er krav om særlig uddannelse eller kompetencer.

Alle, der kan og vil hjælpe med at beskytte landet, opfordres til at søge ind.

De pågældende borgeres mission, skulle de vælge at acceptere den, beskrives ikke i detaljer.

Ifølge Anja Dalgaard-Nielsen, efterretningschef hos FE, er der tale om en bred palette af opgaver.

- Mange af de ting, vi gør, må nødvendigvis holdes hemmelige for at virke. Men det, jeg kan sige, er, at det kan være stort og småt. Det kan være hverdagsagtigt og mere specialiseret. Vi har behov for et bredt sæt af kompetencer i vores netværk, siger hun.

De fleste danskere tænker måske på efterretningsbranchen som et sted, hvor superkompetente spioner får forklaret missionen i et selvdestruerende brev, indgår hemmelighedsfulde aftaler og drikker en Vesper Martini på en caribisk ø.

Anja Dalgaard-Nielsen, efterretningschef hos FE, nedtoner dog forventningerne, hvis folk tror, at man får lov at udleve drømmen om at blive som James Bond eller Ethan Hunt.

Man behøver hverken kunne springe ud fra fly eller lægge folk i benlås. Arbejdet er sjældent så spektakulært.

Til gengæld er man med til at passe på Danmark, siger hun.

Forsvarets Efterretningstjeneste har tidligere lagt jobopslag op offentligt, men her har det været efter personer med mere specifikke kvalifikationer til mere specifikke stillinger.

Anja Dalgaard-Nielsen fortæller, at det ikke er noget nyt, at FE samarbejder med almindelige mennesker og virksomheder.

Men det er nyt, at man laver et offentligt opslag, i håbet om at flere kommer til at søge ind.

Der bliver altid sørget for et grundigt tjek af personerne, som hos FE ikke hedder spioner eller agenter, men kilder, understreger efterretningschefen.

- Vores budskab er, at man ikke skal holde sig tilbage. Vi har brug for en meget bred vifte af kompetencer, siger hun.

Der kan være kompensation efter aftale, men det er ikke noget, man skal gøre for pengenes skyld, understreger Anja Dalgaard-Nielsen.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Countrysanger og skuespiller Kris Kristofferson er død

Den amerikanske sanger og skuespiller Kris Kristofferson er lørdag død som 88-årig i sit hjem på øen Maui, som er en del af den amerikanske øgruppe Hawaii.

Det oplyser Ebie McFarland, en talsperson for Kristoffersons familie, til det amerikanske nyhedsbureau AP.

Kristofferson sov stille ind i sit hjem omgivet af sin familie, oplyser McFarland. Dødsårsagen er ikke offentlig kendt.

Sangeren og skuespilleren har døjet med hukommelsestab siden sine 70'ere, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han har medvirket i kendte film, såsom "Blade"-trilogien, hvor han spiller Whistler.

Han er desuden kendt for sin musik, hvor han blandt andet har udgivet grammyvindende hits som "For The Good Times" og "Help Me Make It Through The Night".

Kristofferson blev født i 1936 i Brownsville i den amerikanske delstat Texas, og det var familiens forventning, at han ville fortsætte dens militære traditioner: Farfaren var svensk officer, som emigrerede til USA, faren blev generalmajor i det amerikanske luftvåben.

Kristofferson klarede sig da også hele vejen igennem uddannelsen til pilot, men så faldt valget alligevel på musikken.

Han flyttede til Nashville i Tennessee, countrymusikkens ubestridte højborg, hvor han brugte sine penge på studietid med sin akustiske guitar.

Her leverede han både musik under sit eget navn, men skrev også for nogle af countrymusikkens største navne som Johnny Cash og Willie Nelson.

Kristofferson står også krediteret for at skrive "Me and Bobby McGee", som Janis Joplin lavede som en genindspilning, kort inden hun døde som bare 26-årig i 1970.

Senere, i 1985, indledte han sammen med Johnny Cash, Willie Nelson og Waylon Jennings et succesfuldt musikalsk samarbejde i gruppen "The Highwaymen", der udgav flere album i det følgende tiår.

Som om musikkarrieren ikke fyldte nok, har Kris Kristofferson medvirket i et hav af film.

Han var Rubber Duck i truckerfilmen "Convoy" fra 1978, spillede i 1976 med Barbra Streisand i det romantiske drama "A Star Is Born" (der indbragte ham en Golden Globe som bedste skuespiller), og han medvirkede i 1973 i Sam Peckinpahs "Pat Garrett and Billy The Kid", som Bob Dylan skrev musik til.

Kristofferson har ifølge flere amerikanske medier sagt, at han ønsker sig, at de tre første vers af sangeren Leonard Cohens "Bird on the Wire" skal pryde hans gravsten.

- Som en fugl på en ledning, som en fulderik i et midnatskor, har jeg på min egen måde forsøgt at være fri, lyder versene.

Kristofferson fik i alt otte børn i tre ægteskaber. Han efterlader sig desuden sin hustru, Lisa.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder