I verdens farligste konfliktområder stiger antallet af børn

Flere og flere børn lever i de farligste konfliktområder i verden.

I 2020 steg antallet af børn bosat i konfliktzoner til 193 millioner. Hvilket er en stigning på 20 procent fra 163 millioner børn året før.

Det viser en ny rapport fra Red Barnet. I rapporten beskrives forholdene for børn i krige og konflikter verden over.

Antallet af børn, som bor i konfliktområder er steget, fordi konflikterne varer i længere tid, og konflikterne breder sig over større geografiske områder. Dermed bliver flere menneskeliv påvirket.

Det forklarer Kristine Mærkedahl Jensen, som er international souschef i Red Barnet.

- I et land, som er præget af fattigdom og konflikter, kan en global pandemi være med til at forværre situationen.

- Vi har desværre udsigt til, at der kommer flere lande som eksempelvis Afghanistan, hvor ingen under 18 år er vokset op med andet end konflikt, fordi de langvarige konflikter ikke bliver løst, siger hun.

I rapporten fremgår det, at antallet af børn, som er bosat i farlige konfliktområder, er steget kraftigt indenfor det seneste år på grund af eskalerende vold i især Mozambique samt konflikterne i Afghanistan, DR Congo, Nigeria og Yemen.

Det store stigning fra 2019 til 2020 er særligt bekymrende, fordi FN har opfordret til global våbenhvile, forklarer Kristine Mærkedahl Jensen.

- Det er dybt bekymrende, at vi stadig ser denne her triste udvikling, at flere og flere børn bor i højkonfliktzoner, siger hun.

Hun mener, at en af de vigtigste årsager til udviklingen er, at ingen bliver stillet til ansvar for krænkelserne af børns rettigheder.

- Når der ikke er nogen, som bliver stillet til ansvar, så har de ansvarlige i konflikterne frit spil, alt imens børns fremtid bliver ødelagt.

- Det skal simpelthen have nogle konsekvenser, at man ødelægger børns fremtid, ellers kommer det ikke til at stoppe, siger hun.

Ifølge Kristine Mærkedahl Jensen, er det vigtigt, at det internationale samfund tager situationen seriøst og støtter organisationer, som ved, hvordan man bør sætte ind for at hjælpe børn i konfliktområder.

Organisationerne kan blandt andet hjælpe børnene og de unge med at få adgang til uddannelse og støtte genoprettende aktiviteter.

- Der kan gøres noget, hvis man sætter ordentligt ind.

- Så er det muligt, at få genskabt det fundament der skal til, for at børnene kan få en sund opvækst og en god fremtid, siger hun.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Udvalg vil give sjællandske sygeplejersker lønløft for millioner

Der kan være flere penge på vej til sygeplejersker i Region Sjælland.

Forretningsudvalget i regionen er således blevet enig om at afsætte 30 millioner kroner til lønforbedringer af plejepersonale på sygehusene. Håbet er, at det kan være med til at fastholde personalet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra regionen.

Halvdelen skal gå til varige lønløft, den anden halvdel til engangstillæg i 2022.

Lønforhøjelserne skal efter planen særligt honorere medarbejdere for deres kompetencer og opgaveløsning samt til fastholdelse.

Regionsrådet skal vurdere forslaget, før det kan endeligt vedtages, og det sker efter planen på et møde den 6. december. Hvis regionsrådet nikker ja til forslaget, skal millionerne fordeles efter forhandlinger med de relevante faglige organisationer.

I forslaget er også et beløb på yderligere ti millioner kroner. De penge er tiltænkt at frigøre klinisk personale fra administrativt arbejde.

Regionsrådet har tidligere besluttet at reservere 25 millioner kroner til de medicinske sengeafsnit og akutafdelinger.

Det er det beløb, som udvalget ønsker at få hævet til 40 millioner, og som Forretningsudvalget foreslår delt i de tre kategorier.

Meddelelsen kommer i en tid, hvor sygeplejersker længe har råbt op om for lav lån og dårlige arbejdsvilkår.

En gruppe af sygeplejersker har endda opfordret til, at andre sygeplejersker siger op inden december i protest mod deres arbejdsvilkår.

Regionen oplyser, at den med det ønskede lønløft vil sende et signal til politikerne på Christiansborg.

- Vi vil gerne sende et klart signal til regeringen og Folketinget. Arbejdet i lønstrukturkomitéen er ekstremt vigtigt for os, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

- Vi forventer derfor også, at arbejdet gøres hurtigt færdigt. Vi kan ikke vente til udgangen af 2022, før der ligger analyser, der så skal omsættes til handling.

Det er ifølge den socialdemokratiske regionsrådsformand "afgørende for sygehusenes drift og arbejdsmiljø", at regeringen og Folketinget hurtigt følger op på komitéens arbejde.

I oktober blev lønstrukturkomitéen nedsat, efter at et politisk flertal i august havde grebet ind og afblæst en strejke blandt landets sygeplejersker.

Komitéen skal analysere sygeplejerskernes løn og sammenligne den med andre faggrupper i det offentlige.

Den skal fremlægge en rapport hurtigst muligt og senest inden udgangen af 2022.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Storm forårsager kaos i Istanbul og dræber mindst fire

En kraftig storm ramte mandag Istanbul og andre dele af Tyrkiet og dræbte mindst fire mennesker.

Samtidig forårsagede uvejret kaos i Istanbul, hvor der bor 15 millioner mennesker.

Blandt ofrene er en kvinde, som døde i Esenyurt-distriktet i Istanbul, hvor stærke vindstød rev en del af et tag af. Det landede på kvinden og hendes barn.

Barnet pådrog sig kvæstelser, men overlevede.

Det rapporterer det statslige nyhedsbureau Anadolu ifølge nyhedsbureauet AP.

Guvernørkontoret i Istanbul oplyser, at tre andre mennesker blev dræbt i den tyrkiske storby mandag, herunder en udenlandsk statsborger. Det bliver ikke oplyst, hvor vedkommende er fra.

19 mennesker blev kvæstet. Tre af disse alvorligt.

Vindstødene væltede desuden et klokketårn omkuld, viser tv-billeder.

Derudover blev 33 tage blæst væk, 192 træer blev hevet op med rode, 52 trafiklys væltede, og 12 biler blev beskadiget.

Det viser en opgørelse fra bystyret i Istanbul ifølge AP.

Bosporusstrædet, der skærer gennem Istanbul, blev lukket for søfart, ligesom at færgetrafikken blev indstillet.

Den stærke vind tvang også myndighederne til at aflyse færgeforbindelser mellem kystbyerne Bodrum og Datca, skriver nyhedsbureauet DHA.

Mindst seks Turkish Airlines-fly, der skulle have landet i Istanbul, blev desuden omdirigeret til byerne Ankara og Izmir i stedet, oplyser en talsmand for flyselskabet ifølge AP.

Det er ikke kun i Tyrkiet, at voldsomt uvejr har kostet menneskeliv.

I Storbritannien rasede stormen Arwen i weekenden. Den kostede tre mennesker livet.

Ifølge BBC blev en 35-årig mand dræbt, da hans firehjulstrækker blev ramt af et træ i Aberdeenshire i det østlige Skotland fredag.

Samme dag mistede en skoleleder livet, da et træ væltede ned over hans bil i Antrim i det nordøstlige Nordirland. Derudover blev en anden mand dræbt, da han blev ramt af et faldende træ i Cumbria i det nordvestlige England.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Sygeplejersker vil sige op i protest mod arbejdsvilkår

Tirsdag siger Luca Pristed sit arbejde op, og han håber, at tusindvis vil følge ham.

Han er sygeplejerske på Rigshospitalet og talsperson for Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse.

Gruppen har opfordret landets sygeplejersker til at sige deres job op i løbet af november som protest mod deres løn- og arbejdsvilkår.

- Vi trækker os simpelthen fra et sundhedsvæsen, som er ved at vælte og bryde sammen. Som sygeplejersker siger vi fra, fordi det ikke længere er etisk forsvarligt at passe patienterne, siger Luca Pristed.

Tirsdag er altså sidste frist for at deltage i aktionen.

Luca Pristed har ikke overblik over, hvor mange sygeplejersker, der potentielt vil sige deres job op.

Regionerne har mandag ikke kunnet give et bud på, hvor mange opsigelser, de har modtaget.

Ifølge Luca Pristed er sygeplejerskerne blevet "forsømt", og det må være op til regeringen og arbejdsgiverne at sørge for, at sygeplejerskerne har lyst til at blive i deres job.

- Det er ikke mit ansvar at sørge for, at sundhedsvæsenet kan fastholde og rekruttere sygeplejersker, så det kan køre rundt.

Sygeplejersken har to bud på løsninger fra arbejdsgiveres side, der kunne forhindre, at flere sygeplejersker siger op.

- En kortsigtet løsning ville være at hæve grundlønnen.

- En langsigtet løsning er at kigge på arbejdspresset, siger han.

Han råder dog sygeplejerskerne til at tænke sig godt om, før de siger deres job op.

- Jeg siger til folk, at hvis de siger op, skal de være sikre på at kunne finde et andet job. Det her kan være en lang kamp, og jeg forventer ikke, at politikerne reagerer fra på onsdag. De, der siger op, skal helt klart kunne forsørge sig selv og finde et andet arbejde, siger Luca Pristed.

Selv har han ikke oplevet problemer med at få et job efterfølgende.

- Indtil videre har det været meget let for mig at blive tilbudt job fra vikarbureauer rundt omkring i København, så der er masser af arbejde derude for sygeplejersker. Det er bare at finde dem, siger han.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Folkeskolen har brug for et forældreoprør, hvis alle børn skal lykkes

I 1950’erne var lærerens opgave at forsøge at lære alle børn at læse og skrive, og dem, der ikke lærte det, var for dumme. I dag er ambitionen, at alle børn skal lykkes. Alligevel tror vi, at vi kan lave skole på stort set samme måde. Der er brug for en forældrebevægelse, skriver pædagog Mette Skovhus Larsen i dette debatindlæg

Source: https://www.information.dk/feed