Nordkorea affyrer flere missiler i hidtil uset aggressivt år

Nordkoreas missilafprøvninger er blevet bare ved og ved i et hidtil uset tempo i 2022, og midnat mellem fredag og lørdag var der igen gang i missilaffyringerne.

Klokken 08.00 lokal tid - midnat mellem fredag og lørdag dansk tid - sendte landet tre nye missiler ud over Det Japanske Hav.

Det oplyser Sydkoreas militær.

Denne gang var der tale om tre ballistiske kortdistancemissiler. De blev affyret fra provinsen Nord-Hwanghae, som ligger lige syd for Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

Alle tre missiler skulle ifølge den japanske kystvagt have nået en højde på omkring 100 kilometer og dækket en afstand på i alt 350 kilometer.

Mindst to af missilerne skulle efter sigende være landet uden for Japans eksklusive økonomiske område (EEZ).

Affyringerne sker, bare én dag efter at det sydkoreanske forsvarsministerium kunne annoncere, at det havde gennemført en test med nyt rumudstyr.

Forholdet mellem Nordkorea og Sydkorea er spidset drastisk til, siden Sydkorea fik Yoon Suk-yeol som præsident i maj. Yoon har lovet, at han vil føre en mere hårdhændet politik mod Nordkorea.

Foruden de tre missiler, som blev affyret ved midnat, har Nordkorea affyret omkring 70 missiler i år. Det omfatter blandt andet otte interkontinentale ballistiske missiler, som kan rejse langt nok til at ramme mål i for eksempel USA.

Det nordkoreanske statsejede nyhedsbureau KCNA, som normalt agerer regeringens kommunikationskanal, har endnu ikke nævnt de tre missiler, som blev affyret midnat.

Det oplyser dog, at landets leder, Kim Jong-un, deltog i et partimøde lørdag lokal tid, hvor landets politik og strategi for næste år blev vedtaget.

/ritzau/Reuters



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Jellingstenen, krig, kærlighed og syv andre ting, der optog læserne: Her er de ti mest læste artikler i 2022

1. Sociolog Anders Petersen gav os sprog til at forstå os selv og vores samtid

Sociolog Anders Petersen døde 42 år gammel.
Sociolog Anders Petersen døde 42 år gammel. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

“Der er nekrologer, som føles fuldstændig forkerte at skrive. Som både føles alt for tidlige og alt for smertefulde at skulle finde ord til. Sådan er det at skulle skrive om Anders Petersen i datid.”

Sådan indledes sociolog Anders Petersens nekrolog. Han døde den 20. maj og blev kun 48 år. Han præsenterede os for ord som “præstationssamfund” og “diagnosekultur,” og var med sin forskning en af nutidens vigtigste stemmer.

2. Institutionaliseringens negative slagside: Vuggestuen er en årsag til stigningen i psykisk syge børn 

I vuggestuen oplever børn ikke den tryghed, de har brug for, mener psykiater Søren Lecker og psykolog Kirsten Callesen.
I vuggestuen oplever børn ikke den tryghed, de har brug for, mener psykiater Søren Lecker og psykolog Kirsten Callesen. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Det er ikke nok at tilføre flere penge til psykiatrien, hvis vi skal komme stigningen i antallet af psykisk syge børn til livs. Vi skal ændre på, hvordan børnene vokser op. Det argumenterer Søren Lecker, psykiater, og Kirsten Callesen, psykolog, for i dette debatindlæg. De mener, at forældre bør have muligheden for at være mere hjemme med deres børn, og at der bør gives to til tre års barsel til at alle børnefamilier. 

3. Bente Klarlund: Vi kan nedsætte aldring, hvis vi kun spiser inden for et vist tidsrum i døgnet

Læge og professor Bente Klarlund Pedersen fortæller, at man kan faste sig til en nemmere alderdom.
Læge og professor Bente Klarlund Pedersen fortæller, at man kan faste sig til en nemmere alderdom. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Det giver god mening at skippe et måltid og at være småsulten. Det mener sundhedsforsker Bente Klarlund Pedersen, der ud fra forskning peger på, at man ved at faste får færre skavanker med alderen. Selv nyder Bente Klarlund Pedersen at faste i hverdagen:

“Så kan jeg bedre hengive mig helt til maden, til vinen, til selskabet, når jeg i weekenden eller på andre tidspunkter skal spise sammen med andre. Hvis jeg spiste sådan tre gang om dagen, ville det gå galt. Efter festen kommer fasten. Det er faktisk ret nemt,” siger hun i artiklen.

4. Fredsforsker: "Nato har uden grund ekspanderet helt op under Ruslands skørter"

Soldater, som skal udstationeres i Estland, sendes afsted fra Flyvestation Karup. Det er dumt, mener fredsforsker Jan Øberg.
Soldater, som skal udstationeres i Estland, sendes afsted fra Flyvestation Karup. Det er dumt, mener fredsforsker Jan Øberg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er forfærdeligt, at Rusland har invaderet Ukraine. Men det er nærmest lige så forfærdeligt, hvordan Vesten har reageret på invasionen. Det mener fredsforsker Jan Øberg. 

For invasionen har fået Nato til at opruste, EU til at sende våben til Ukraine og Danmark til at stemme om afskaffelse af forsvarsforbeholdet og afskaffe det. Jan Øberg kalder det i artiklen “dumt og eskalerende”, og han opfatter krigen i Ukraine som et symptom på en længerevarende optrapning. Både fra Ruslands og Vestens side.

5. Sørine Gotfredsen skal giftes: Jeg har opdaget lag i mit følelsesliv, jeg ikke var bekendt med tidligere

Sognepræst Sørine Gotfredsen beskæftiger sig meget med kærlighed, men mangler selv at opdage sider af den
Sognepræst Sørine Gotfredsen beskæftiger sig meget med kærlighed, men mangler selv at opdage sider af den Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Efter at have viet mange andre par, blev sognepræst Sørine Gotfredsen i maj gift med journalist Henrik Flødstrup. Selvom hun i sit virke som præst beskæftiger sig med kærlighed, er der flere dele af kærligheden, hun først selv er ved at opdage. 

“Jeg har aldrig selv bildt mig ind, at jeg vidste, hvad kærligheden er. Og jeg har stadig lyst til at blive klogere i forhold til at folde den hemmelige, mystiske ting ud, som jeg synes, kærlighed er,” siger hun i artiklen. 

6. Tidligere præfekt på Herlufsholm: Det er et kæmpe knæfald at fjerne gode traditioner uden grund

Tidligere elev på Herlufsholm, Benedikte Sommer, mener, at debatten om skolen mangler nuancer.
Tidligere elev på Herlufsholm, Benedikte Sommer, mener, at debatten om skolen mangler nuancer. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Debatten om kulturen på Herlufsholms Kostskole er gledet af sporet, mener teologistuderende Benedikte Sommer, der er tidligere elev og elevrådsformand på skolen. Hun mener ikke, at de historier om vold og krænkelser, der er kommet frem, vidner om en dårlig kultur på skolen - hun mener, at der er tale om enkeltstående tilfælde, som man ikke bør gøre alle elever til skyldige i. Hun savner nuancer i debatten og er træt af at blive kaldt medløber eller beskyldt for at være en del af en tavshedskultur.

7. Bør vi droppe symboler, der kan virke stødende? Historielærere klar til at smide Jellingstenen ud

Flere historielærere er klar til at smide Jellingstenen ud
Flere historielærere er klar til at smide Jellingstenen ud Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Hvor villige er historielærere og studerende til at smide Jellingstenen i skraldespanden?

Det spørgsmål havde Jens Flemming Pietras, der er lektor i historie ved professionshøjskolen Absalon i Roskilde, stillet sig selv. Derfor opstillede han et eksperiment, der viste, at flere historielærere var villige til at smide gamle symboler ud. 

"Jeg ville sætte fokus på de identitetspolitiske strømninger, som sætter en stor del af dagsordenen lige nu, og som let ender i, at det er følelser, der råder, og ikke fornuft og forstand. Blandt kursisterne var der flere, der argumenterede for, at det er legitimt at ødelægge kulturarv," fortæller Jens Flemming Pietras.

8. Forskere har undersøgt tusindvis af fødevarer, og nu er svaret klart: Her er den sundeste morgenmad

Cheerios er sundere, end man lige skulle tro.
Cheerios er sundere, end man lige skulle tro. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Man kan næsten ikke tro det, men morgenmadsproduktet Cheerios er noget af det sundeste morgenmad, der findes. 

En gruppe forskere har nemlig undersøgt 8000 fødevarer for 54 forskellige stoffer fordelt på ni forskellige kategorier inden for ernæring for at finde ud af, hvilke fødevarer, der er sundest. Forskerne gav hver enkelt fødevare en score fra 0 til 100, hvor 100 er det mest sunde valg. Og mens kød og fjerkræ lå på mellem 25 og 43 point, fik Cheerios 95 point.

9. Amalie Vilslev fik et stort ønske opfyldt kort før sin død

Amalie Vilslev døde 21 år gammel på grund af en kronisk afstødning af hendes lunger efter en dobbelt lungetransplantation.
Amalie Vilslev døde 21 år gammel på grund af en kronisk afstødning af hendes lunger efter en dobbelt lungetransplantation. Foto: Leif Tuxen

“Amalie Vilslev var aldrig bare én ting. Hun var både og. Hun var både bange og havde plads til at glæde sig. Hun var både smuk og ung og en gammel kvinde. Der var plads til både ungdomsliv og afmagt - som forleden aften, hvor hun sad på tagterrassen på Diakonissestiftelsens Hospice med en veninde. De talte om døden, og de planlagde at indkøbe en taske fra Gucci til Amalie Vilslevs iltflaske.”

Sådan indledes Amalie Vilslevs nekrolog. Hun døde i august, fordi hendes krop afstødte hendes lunger efter en dobbelt lungetransplantation i 2020. Hun blev 21 år.

10. Jeg bad om en samtale med præsten og fik et mailsvar, der stadig gør mig vred

På grund af travlhed kunne Louise Mailand ikke få en sjælesorgssamtale med sin præst.
På grund af travlhed kunne Louise Mailand ikke få en sjælesorgssamtale med sin præst. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Da Louise Mailand bad sin præst om en sjælesorgssamtale, fik hun en mail som svar. I mailen stod der noget i retningen af, at de havde travlt og derfor ikke kunne tale med hende i øjeblikket. 

Louise Mailand havde bedt om en samtale med præsten, fordi hun efter mange års sygdom stod tilbage med en fornemmelse af ikke at kende sig selv. Hun havde brug for at tale med en præst om, hvad meningen med hendes liv var. I stedet endte hun med at melde sig ud af folkekirken.



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Filminstruktør Maziar Bahari: Det islamiske regime i Iran er som et sygt menneske på sit dødsleje

For næsten tyve år siden interviewede jeg den iranske filminstruktør Maziar Bahari om hans tro på reformbevægelsen i Iran. Nogle år senere blev han selv taget til fange og mishandlet i fængslet og så det islamiske regimes sande ansigt. I dag fortæller han, hvorfor de aktuelle protester i Iran kun kan realiseres som en revolution

Source: https://www.information.dk/feed

I en verden fyldt med vrede: 4000 unge fra hele Europa går ind i det nye år med bøn og tid til samtaler

Der er ikke meget kønt over togstationen i den nordlige udkant af den nordtyske by Rostock. Det både regner og blæser, men pludselig er der sang. Flerstemmigt: 

"Laudates omnes gente". Eller på dansk: "Syng lovsang hele jorden". 

Hvis Taizé har en lyd, så er det lyden af det økumeniske klosterfællesskab, der siden 1950'erne har samlet unge og introduceret dem til meditativ bøn gennem sang og fordybelse i Bibelen. Klosterfællesskabet, der tæller omkring 100 brødre, har hjemme i Bourgogne i det østlige Frankrig, men er for en stund rykket til Rostock i anledning af det årlige europæiske møde.  

Det er Heidi Maria og en gruppe venner fra den tyske by Leipzig, der står på stationen og synger Taizés slagsang. De unge er en del af det kor, der synger, når der er aftenbøn i Rostocks messecenter, Hansamesse.

Heidi Maria siger: 

"Det her er megagenialt, i en verden hvor der er så meget vrede. Mit ønske er, at Jesu lys må skinne i mørket og ind i det nye år."

Bøn og klapsalver

Fjerde juledag byder broder Alois, der siden 2005 har stået i spidsen for Taizé, velkommen til det 45. europæiske møde. Der er tilmeldt 4000 deltagere fra 49 lande inklusive 10 danskere. Den store sal i Hansamesse er to tredjedel fyldt. Broder Stephen, der er pressetalsmand for Taizé, ser deltagerantallet som en succes. De seneste to år har man ikke kunnet holde det europæiske møde som vanligt på grund af pandemien.

Sidst, man holdt et europæisk møde, var i Polen med 19.000 deltagere, og i det lys kan 4000 deltagere lyde som en bevægelse i tilbagegang. Men det er, som broder Stephen forklarer, hensigten at holde et mindre møde i år.

Når de mange unge om lidt forlader messecentret, skal de finde vej til lokale værter, som har sagt ja til at have to eller flere unge til at overnatte fire nætter.

"To kvadratmeter er nok til en sovepose", står der på de store plakater, der er sat op flere steder i Rostock med en opfordring til byens borgere om at være vært for nogle af de unge.

Når Taizé holder det europæiske møde, sker det i samarbejde med de lokale kirker, og i denne del af Tyskland står kirken ikke stærkt. Nok er de markante kirkebygninger vartegn for Rostock, men kun omkring 15 procent af befolkningen er medlemmer af kirken. På den baggrund har det været krævende at finde frivillige, der ville huse de mange tilrejsende unge. Men det er lykkedes.

Der lyder klapsalver fra salen, da broder Alois i sin velkomst siger:

"Blandt dem, som byder os velkommen her, er mange, som ikke deler den kristne tro. Deres generøse gæstfrihed er rørende."

Det er en smule svært at forstå broder Alois, men alle deltagere kan følge med på deres telefoner, hvor de kan få talen på deres modersmål. Broder Alois fortæller, at han netop er kommet fra Ukraine og har holdt jul i Kyiv og Lviv.

"Om aftenen, hvor alt lå hen i mørke, var vi sammen med unge, der trofast samlede sig om et par levende lys og bad… Kristus er kommet til verden og er verdens lys i en verden, hvor lyset ofte er truet eller forsøges skjult. Men lyset vil blive ved med at skinne," siger broderen. 

I sin tale nævner broder Alois den gruppe af unge ukrainere, som er kommet direkte fra Ukraine til messecentret for at være med ved mødet. Igen fyldes salen af klapsalver. Bønnen for fred fylder, og det samme gør bønnen for pave emeritus Benedikt. I timerne op til mødet blev det meddelt, at pave Benedikt XVI er alvorligt syg. I messehallen, hvor lyset er dæmpet, og blikket automatisk rettes mod de levende lys og de store ikoner, bliver der bedt for den tyske pave.

Aftenbønnen er egentlig slut. Koret holder op med at synge, mange går ud af hallen, men der er stadig unge, der knæler, og andre ses i samtale med brødrene, som skiller sig ud i deres hvide ordensdragt. Her er travlhed et fremmedord.

Samtaler med dybde

Femte juledag er en våd dag i Rostock. Lidt før klokken 8.30 er der kø ved Nikolai Kirke i det centrale Rostock. De unge skal indlede dagen med morgenbøn i forskellige kirker i og omkring byen. Nikolai Kirke er ikke længere en sognekirke. Øverst under taget er der indrettet lejligheder, og kirkerummet bliver brugt både til udstillinger og gudstjenester.

Sognepræst Vilfred Knee deltog som ung i Taizés europæiske møde. Nu sidder han og glæder sig over synet af de unge, der fylder kirkerummets gulv. Flere trofaste kirkegængere fra Rostock har ligesom Vilfred Knee fundet vej til Nikolai Kirke. De betragter hvordan de unge kommer ind med bedeskamler og i stilhed gør sig klar til at synge. Vilfred Knee siger:

"Selvom vi ikke er mange medlemmer, er der en opbakning til kirken, og vi har nogle unge i vores kirker, der virkelig brænder for kirkens liv og som har engageret sig i at få det her møde til at fungere."

Tre kvarter efter de unge fyldte kirken, er det tid til opbrud. Om lidt sker det, som mange fremhæver som en af attraktionerne ved at være til et europæisk møde: tiden til at tale dybt med mennesker, man ikke kender. Brødrene har forberedt et oplæg til gruppesamtalerne. En lokal børnehave har, mens børnene er på juleferie, åbnet dørene for omkring 130 unge. De sætter sig i cirkler – cirka 10 i hver cirkel på stole, der passer til børnehavebørn.

På de umagelige stole sidder en svensker ved siden af en ungarer, to slovenere, en franskmand, en hollænder og så fire tyskere. De præsenterer sig med fornavn. Dagens første spørgsmål er ikke let: "Hvad har været kilder til glæde, og hvad har været kilder til skuffelse?". 

De unge taler om glæden ved igen at kunne ses, møde op på universitetet og om at kunne være sammen uden at frygte smitte. Skuffelserne er det sværere at sætte ord på, men flere siger, at de har haft svært ved at finde en balance i livet, efter at alt igen er blevet muligt. Og så glæder de sig over, at de kan være sammen med andre, hvor de kan tale om tro. Den unge tysker, Lars, siger:

"Vi lever i en tid, hvor nuancerne let bliver væk. Det skyldes nok, at mange samtaler finder sted på sociale medier. Jeg ser mig selv som ateist, men finder en stor skønhed i Taizés musik, og jeg bliver rummet her."

Gruppelederen stiller det næste spørgsmål: "Hvor ser du tegn på Guds nærvær i dit liv?”.

Der bliver beskrevet solopgange, som minder om skabelsens orden og Guds storhed. Andre taler om at råbe deres afmagt ud til Gud og at se det, som var svært, blive en smule lettere at bære.

Hans, en ung tysk skolelærer, kendte ikke så meget til Taizé, da han kom. Da han skal svare på, hvor han ser tegn på Guds nærvær i sit liv, fortæller han om, hvad der skete, da et familiemedlem opfordrede ham til at forsøge at bede:

"For et år siden kæmpede jeg med en spiseforstyrrelse og en depression. Der er sket meget de seneste måneder. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg kom til Rostock, men jeg er virkelig glad for, at der findes et sted, hvor vi kan have de her samtaler."



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Punkens gudmor er død: Modeikon Vivienne Westwood blev 81 år

Den britiske topdesigner og forretningskvinde Vivienne Westwood er død i en alder af 81 år.

Det fremgår af en udtalelse på hendes Twitter-profil.

- Vivienne Westwood døde i dag (torsdag, red.), fredeligt og omgivet af sin familie, i sit hjem i Clapham i det sydlige London.

- Verden har brug for mennesker som Vivienne til at skabe forandringer, lyder det fra hendes modehus.

Westwood har altid peget fingre ad autoriteter og slog igennem med sine punkinspirerede designs i 1970'erne.

Hun blev især kendt for sine androgyne udtryk, T-shirts med slogans på og en kritisk attitude over for etablissementet.

Westwood arbejdede som skolelærer, inden hun i begyndelsen af 1970'erne åbnede tøjbutikken "Let It Rock".

Butikken, som senere ændrede navn til "Sex", åbnede hun med sin daværende kæreste, Malcolm McLaren.

Han blev manager for punkbandet Sex Pistols, som blev berømte iført Westwood og McLarens designs.

Siden har hun gennem sin karriere klædt nogle af modeverdenens allerstørste navne på.

Eksempelvis bar modellen Dita von Teese en lilla Westwood-kjole, da hun giftede sig med musikeren Marilyn Manson.

I et BBC-portræt beskrives det britiske modeikon som en "anarkistisk idealist", der var "drevet af had til korruption og global uretfærdighed".

- For Westwood var mode et våben. Selvfølgelig mente hun, at klæder fik folk til at se godt ud. Men pointen var at ruske op i tingene, at ødelægge elendig konformitet og skabe en bedre verden, lyder det i portrættet fra BBC.

Vivienne Westwood fik tildelt den britiske titel dame i 2006.

På et tidligere besøg i det britiske kongehus, hvor dronningen skulle tildele Westwood det britiske imperiums orden (OBE), chokerede designeren de fremmødte fotografer, da hun snurrede rundt og afslørede, at hun var dukket op uden undertøj.

Westwoods mand og kreative partner, Andreas Kronthaler, siger ifølge BBC torsdag, at han vil "fortsætte med Vivienne i mit hjerte".

- Vi har arbejdet helt til slut, og hun har givet mig masser at fortsætte med, lyder det.

Vivienne Westwood var en vedholdende aktivist og har ofte brugt sager, som hun har brændt for, på catwalken.

Hun var blandt andet en ivrig klima- og miljøforkæmper. Da hun i 2019 talte på den danske festival Heartland, indtog hun ifølge Lolland-Falsters Folketidende scenen iført en T-shirt med ordene "Buy less" (køb mindre, red.).

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder