Frem, op med hænderne, tilbage, og så rundt i ring. Sådan kan et par trin se ud i den traditionsrige folkedans, der især var populært i Danmark igennem 1800-tallet. Til glad musik og ofte i farverige dragter danser man sammen i grupper med mange gentagelser og store armbevægelser.
I begyndelsen af dette århundrede blev der spået, at folkedanstraditionen i Danmark risikerede at uddø, men den ser ud til at overleve endnu.
De seneste år er der nemlig sket en opblomstring i Danmark, hvor især unge mødes til arrangementer og danser sammen. 20-årige Johannes Bording, der har sabbatår efter gymnasiet, har selv danset folkedans hele sit liv, og han har mærket den blomstrende interesse blandt sine jævnaldrende.
Han bor i byen Verninge på Fyn, hvor han danser i den lokale forening, men han er også selv med til at arrangere danseaftener i gruppen Nordisk Dans.
De kalder sig et "koncept, lavet af – og for – unge entusiaster indenfor traditionel dans og musik," og har siden begyndelsen i 2016 arrangeret populære danseaftener i flere danske byer. Først i København og siden i Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Roskilde og Svendborg.
Arrangementerne er mindre traditionsrige og uden de gamle dragter, man typisk har brugt i folkedansen, og ifølge Johannes Bording er der oftest "fuldstændig proppet".
"Der er fuldt hus hver gang, og det synes jeg er meget imponerende. Tidligere har jeg været vant til at se de samme ansigter hele mit liv, men nu er der virkelig nyt liv og nye folk, der kommer til," siger han.
Johannes Bording siger, at det især er fællesskabet i folkedansen, som tiltrækker unge.
"Det er energien og glæden ved det, at man danser sammen. Det er jo lidt ligesom at have en fest med andre unge, men i stedet for at man står og danser alene på dansegulvet, så har man nærvær og kontakt med hinanden."
Mere uforpligtende
De mere uforpligtende arrangementer er en ny måde at dyrke folkedansen på, siger Trine Andersen, formand for folkedans i foreningen Dans Danmark. Tidligere har dansen i mange år været koblet til lokale foreninger.
Selvom Trine Andersen kan se, at mange unge har fået øjnene op for folkedansen, så mærker Dans Danmarks foreninger stadig nedgang. I 2024 var der cirka 2800 folkedansemedlemmer i Dans Danmark, året før var de cirka 100 flere.
"Populariteten stiger virkelig blandt de yngre mennesker, men de hopper ikke sådan lige ind i vores foreninger. Men derfor skal vi jo øve os i at få dem med ind i vores foreningsliv, så folkedansen også kan ske på tværs af generationer," siger hun.
Trine Andersen er mest af alt bare glad for, at flere unge mærker glæden ved at danse folkedans, siger hun. Men hun ville alligevel ønske, at det også kunne mærkes tydeligere i foreningslivet.
"Folkedans er en af de eneste hobbyer eller sportsgrene, hvor man kan være med som både barn og voksen og helt op til de ældste også. Alle kan være på gulvet samtidigt. Det er en super god motion, men det forbinder også mennesker med hinanden," siger hun.
De gamle dyder
Tine Damsholt, professor i etnologi på Københavns Universitet, siger, at tendensen meget vel kan hænge sammen med en række andre "gamle dyder", der i dag opdages på ny af de yngre generationer.
"I disse år sker der på mange måder en nyfortolkning af, hvad vi kan bruge vores kulturhistorie til, for eksempel i forhold til at leve mere bæredygtigt. Det er også blevet populært at gå på Frilandsmuseet eller i Den Gamle By i Aarhus. Mange unge er nysgerrige på et fortidigt hverdagsliv, som jo også indeholder en masse kvaliteter og noget, som man kan blive inspireret af," siger hun.
Men hun tilføjer, at folkedansen kan tale til mange forskellige mennesker, netop fordi den indeholder noget, som alle har brug for i en digital tidsalder: nærvær og fællesskab.
"Folkedans er også en måde at være sammen på tværs af køn og på tværs af andre sociale skel. Det er et sted, hvor man ikke skal præstere eller være den bedste i en konkurrence, men blot være tæt på andre mennesker og have det sjovt," siger hun.
Johannes Bording kan godt se, at det er ærgerligt, at de unge folkedansere ikke kommer i foreningerne. Men han håber, at den nyfundne interesse langsomt kan sikre folkedansen – og på sigt foreningernes – fremtid:
"Hvis unge gerne vil danse med unge, så er det det, der skal til for at få flere mennesker ind. Nu har det i alt for lang tid lydt, at folkedans kun var for gamle mennesker, så hvis dansen kan få et nyt ry, synes jeg egentlig, at det er det vigtigste."
Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder