Indbygger om prisen som årets landsby: Jeg er pavestolt. Der sker mange ting i den her lille flække

Mandag blev det afsløret, om det var Holtug, Voerså eller Asaa, der skulle løbe med prisen som årets landsby, der er blevet uddelt af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit siden 1995.

Årets tema var "en landsby, hvor vi tager hånd om hinanden", og vinderen blev nordjyske Asaa i Brønderslev Kommune. Kristeligt Dagblad har i den forbindelse talt med en "pavestolt" indbygger.

Johnny Sort, hvad er din tilknytning til Asaa?

Jeg har boet her hele mit liv. Jeg skulle have været ude i verden, men jeg kom ikke så langt. Jeg var et smut i København som 18-årig, da jeg var i lærer som trykker i Rødovre, men jeg mistede min arm i en ulykke. Efter den ulykke tog jeg tilbage til Nordjylland og Asaa. Det var for farligt derovre.

Hvad er din reaktion på, at din hjemby nu er blevet kåret til årets landsby?

Jeg er pavestolt. Vi er en by med 1030 indbyggere, og der er 21 foreninger og institutioner i byen. Det er helt exceptionelt, at der er så mange ildsjæle og så meget frivillighed samlet i én by. Normalt har de mange foreninger i en by forskellige interesser – vinterbaderne har én, billardklubben en anden, boldklubben en tredje – men vi har valgt at samarbejde på kryds og tværs af foreningerne.

Der findes andre landsbyer i Danmark med et stærkt foreningsliv. Hvad gør alligevel Asaa til noget særligt?

Vi prøver at gøre noget særligt for sårbare mennesker. Mange, som bliver ramt af livet, bliver presset på økonomien, og så holder man op med at betale kontingent til foreningen. I Asaa søger vi midler til en pulje, der kan dække foreningernes udgifter til langtidssyge, en slags fællesskabsfinansieret foreningskontingent. Hvis en af mine venner blev ramt af kræft, kan jeg uden problemer invitere ham med i min forening, fordi han ikke skal spekulere på økonomien. Efter min ulykke ved jeg selv, hvor vigtigt det er at komme hurtigt tilbage i fællesskabet. Jeg lå på hospitalet i fem dage, og 10 dage efter blev jeg inviteret med til volleyball og badminton, hvor jeg kun spillede med min venstre arm. Jeg er også siden blevet en af Danmarks bedste billardspillere.

Du har boet i byen i 59 år. Har du ikke en historie, der indfanger den særlige Asaa-ånd?

Jo da. I billardklubben, hvor jeg var formand i 28 år, havde vi en kvinde, som blev hårdt ramt af brystkræft. Efter hun var blevet opereret, skulle hun have kemo- og strålebehandling i Aalborg. Der er 40 kilometer hver vej. I stedet for at lade Falck hente hende, lavede vi en ordning, hvor vi skiftedes til at køre hende. Det betød, at det var fem forskellige, der kørte hende om ugen, og hun følte sig derfor stadig som en del af fællesskabet, selvom hun ikke længere spillede billard. Det gjorde det også let for hende at komme tilbage i fællesskabet, når hun var færdigbehandlet. Normalt hvis man bliver syg, trækker man sig fra fællesskabet, og så kommer man ikke tilbage.

Hvor stammer byens fællesskabsfølelse fra?

Jeg tror, at den er historisk. Jeg er selv vokset op i en familie, hvor min far var frivillig turistchef i 26-27 år. Fællesskabet har altid været kendetegnet for byen. Men den helt store forskel er, at der for en håndfuld år siden blev oprettet et fælles samråd, så foreningerne i dag står sammen i stedet for at konkurrere. Der sker rigtigt mange ting i den her lille flække. Hver torsdag tager otte pensionister for eksempel rundt og laver små håndværksopgaver for foreninger og andre, der måtte have brug for hjælp. Vi har også en velkomstgruppe, som tager imod alle, der flytter til byen.

Den frivillige indsats lyder også som knaldhårdt arbejde?

Alle landsbyer skal kæmpe for at overleve i dag. Vi har en skole, der mistede sin overbygning for nogle år siden, så vi skal også kæmpe for at holde liv i skolen, i købmanden, i hallen, i foreningerne. Det er også derfor, at sådan en pris er guld værd. Det er en anerkendelse af alt det hårde arbejde.

Hvad er det bedste og værste ved Asaa?

Det bedste er fællesskabet og vores evne til at finde frivillige, som er en stor samfundsudfordring mange steder. Bagsiden af medaljen er, at hvis nogen slår en prut, ved alle, hvem der har gjort det.



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder


Author: tso

Just another HTMLy user.