Touren spærrer: Brandmænd til fods og paramediciner på cykel

Ekstra meget personale er kaldt ind. Brandstationer flytter midlertidigt. En paramediciner har skiftet ambulancen ud med en cykel.

Det har krævet en del planlægning for beredskaberne at blive klar til Tour de France, der fredag begynder i København og gør byen svært fremkommelig.

- Det er uden sammenligning det største beredskabsmæssige setup, vi har prøvet i forbindelse med events, siger Frank Trier Mikkelsen, der er operationschef i Hovedstadens Beredskab.

I København flytter Hovedbrandstationen, der normalt holder til ved Rådhuspladsen, til en midlertidig brandstation på Livgardens kaserne ved Rosenborg Slot. Det samme gør Fælledvej Brandstation.

Her vil også ambulancer køre ud fra.

Desuden har beredskabet placeret sig steder rundt i byen for at være dækket ind. Der er dog også sluser på ruten, hvor brandbiler, politi og ambulancer kan passere, hvis det er nødvendigt.

- Vi kan komme igennem med det, der er behov for, og med den plan, vi har lagt, kommer vi lige så hurtigt frem, som vi plejer. Vi har tænkt alle mulige tænkelige scenarier igennem, siger Frank Trier Mikkelsen.

Der vil også være brandmænd, som kan løbe frem til fods, når der er automatiske brandalarmer inden for de afspærrede område. Der er nemlig ofte tale om fejlalarmer. Til fods kan de så konstatere, om der er brug for køretøjer.

- Vi har lavet nogle planer, som tager hensyn til, at vi så vidt muligt ikke skal påvirke løbet, der er i gang, siger Frank Trier Mikkelsen.

Også i Region Hovedstadens Akutberedskab, der står for ambulancekørslen, har de tænkt i alternativer, når byen nu er spærret. En af deres paramedicinere er derfor udstyret med en cykel.

Med gul hjem og vest samt rygsækken fyldt med udstyr - herunder en hjertestarter - fungerer han som et supplement til ambulancerne. Det fortæller Jonas Egebart, direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.

- Han kan komme frem på skadestedet og for det første være med til at vurdere, hvad der egentlig er brug for.

- Han har også udstyr med til akut livreddende behandling, som han starter, hvis der er brug for det, indtil andre beredskaber når frem, siger direktøren.

Desuden er der fire ekstra ambulancer og en ekstra akutlægebil.

Der er ambulancer inden for det afspærrede område, og akutberedskabet har folk på alle politiets kommandostationer.

På den måde kan beredskabet holde sig opdateret og samtidig aftale assistance med politiet, hvis ambulancer skal eskorteres.

Tæt på enkeltstartsruten ligger Rigshospitalet, som det både fredag og lørdag bliver sværere at komme til. Folk, der skal til undersøgelser de dage, opfordres til så vidt muligt at bruge metro, cyklen eller at gå.

For akut syge patienter og fødende har beredskabet en plan for, hvordan de kommer frem.

- Akut syge skal stadig ringe 112, hvis det er livstruende, eller 1813 uden for egen læges åbningstid. Så skal vi nok hjælpe, så man når frem til det rigtige hospital på rette måde.

- For fødende på Rigshospitalet har vi en særlig aftale med Rigshospitalet, som har en direkte linje til os, så vi kan hjælpe, hvis der er brug for det. Fødende skal kontakte hospitalet som vanligt, siger Jonas Egebart.

Allerede siden mandag har der dog været spærret veje i hovedstaden. Vejdirektoratets klare anbefaling er, at man dropper bilen i København, hvor de fleste afspærringer varer frem til lørdag klokken 16.

Lørdag går turen fra Roskilde til Nyborg, hvor veje er spærret.

Storebæltsbroen vil være helt spærret for bilister fra klokken 13 til 18. Broen kan dog stadig krydses med tog.

Søndag venter der afspærringer i det jyske med en etape fra Vejle til Sønderborg. På ruten vil der være spærret søndag fra morgen til eftermiddag eller aften.

Mandag holder rytterne hviledag, og så fortsætter Tour de France i Frankrig.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder


Author: tso

Just another HTMLy user.