Arne Christensen ligner et levende mirakel. Som yngre mistede han over nogle år gradvist synet, men tog en uddannelse som socialrådgiver og kastede sig ud i store udfordringer i handicapidrætten. Målbevidste engagementer har bragt ham vidt omkring i sportens verden, kulminerende med at løbe langrend på Sydpolen i otte strabadserende døgn her i januar.
Sydpolen! Lyder det vildt? Vist så. Arne Christensens oprindelige plan var Nordpolen, men en ugunstig kombination af covid-19 og krig i Europa gjorde, at hans planlægningskompas lagde om fra nord til syd. Antarktis blev destinationen, hvor skiløbets rute og distance blev sat til 111 kilometer.
Gennem fem år havde Arne Christensen planlagt en ekspedition på det yderste af kloden sammen med sin ven og skiløbsmakker Claus Geleff. Skiftet fra den nordlige pol til den sydlige fordyrede projektet, men afsted kom de to entusiaster. Arne Christensen er dermed den første blinde dansker, der har stået på ski på Sydpolen og sandsynligvis den ældste af de blinde, der har gjort det.
Smilende og afslappet i lænestolen i rækkehuset i Virum nord for København fortæller han med både stolthed og lettelse om kulminationen på mange årtier som aktiv idrætsudøver. Det handler om at gå målrettet efter at realisere ambitioner, forklarer han.
’’Det var en kæmpestor sejr for mig, da Claus og jeg efter otte hårde døgn på ski og med pulk nåede Sydpolen. Jeg mærkede på forunderlig vis glæden brede sig i kroppen, da vi nærmede os målet. Den indre følelse af tilfredshed er udtryk for opfyldelse af en stor drøm. Dog må jeg også erkende, at trods mange års træning slog forberedelserne ikke helt til. Jeg blev overrasket over, hvor hårdt det var. Der lå på ruten mellem fem og ti centimeter løs tør sne, hvilket gjorde at pulken var en del tungere at trække, end jeg havde forventet’’.
Han forklarer, at den gennemsnitlige temperatur i løbet af turen var på minus 25 grader.
’’Derfor handlede det om, at vi ikke svedte for meget. Den inderste uldundertrøje må ikke blive våd af sved, for så risikerer man at blive kold, og det kan blive svært at få varmen igen. Det betød, at jeg et par gange måtte skifte undertrøje i det fri. Hen over dagen holdt vi fire til fem pauser på ti minutter for at spise og drikke, og to af gangene skiftede jeg undertrøje med god hjælp fra min rejsemakker Claus. Jeg måtte af med pulk, træksele, jakke og undertrøje for hurtigst muligt at få en tør undertrøje, jakke og træksele på igen. I løbet af tre kvarter var varmen tilbage i kroppen’’.
Risiko for forfrysninger var en daglig udfordring for Arne Christensen og Claus Geleff:
’’Jeg har ikke tidligere haft problemer med dette, men måtte flere gange stoppe for at svinge med armene, så jeg fik blodtilførsel til hænderne. Daglig brug af håndvarmere har nok reddet mig’’, fortæller Arne.
Alligevel fik han overfladiske forfrysninger i overlæben og på næsen.
’’Det skete på trods af, at mit ansigt var helt dækket til, når vi var på skiene, hvilket var nødvendigt både på grund af kulden og sollyset. Jeg havde endnu en udfordring. Som blind er jeg vant til at bruge mine hænder til at finde ting – vi blinde siger, at vi ser med hænderne. Men uden for teltet var dette ikke muligt, fordi hænderne hurtigt blev kolde og dermed følelsesløse. Det krævede hjælp fra mine ledsagere. Når man har kolde hænder, rettes opmærksomheden på dem, hvilket påvirker den øvrige indsats, det vil sige løbeteknikken, tempoet og retningen’’.
Arne Christensen og Claus Geleff gik på ski mellem syv og otte timer dagligt under nærmest ideelle vejrforhold:
’’Syv ud af otte dage havde vi fuld sol og blå himmel hele døgnet rundt. Når vi havde besluttet os for at slå lejr, kom teltet op som det første. Efter en halv time i teltet var der rimeligt lunt og rart, og det er altså skønt at vågne i et varmt telt, vel vidende, at der er minus 25 grader uden for’’.
Euforien var håndgribelig, da de to pionerer nåede frem til Sydpolen efter otte døgns strabadser.
’’På selve polen var der mulighed for adgang til et regulært toilet og bad og ophold i et opvarmet opholds- og spisetelt. Det allerbedste var nok, at vi undgik at få vabler, for under de fem års forberedelser havde vi begge kæmpet med vabler’’.
De to skipionerer har været hinandens skiledsagere gennem mere end tre årtier. De havde under turen ledsagelse af en guide fra firmaet Polar Explorers, som de fungerede meget fint sammen med.
Senere i år skal Arne holde en serie foredrag om sin enestående ekspedition. Den blev sat i gang den 6. januar. Han og Claus Geleff nåede frem den 13. januar med forfrosne næser og højt humør.
’’Da vi nåede frem sidst på eftermiddagen, blev vi taget festligt imod med champagne. Der var is på min brystkasse og jeg måtte hurtigt skifte til noget tørt. Jeg havde også svært ved at tale tydeligt, da både næse og mund var forfrosne’’.
Arne Christensen synes ikke selv, at han har gjort det umulige:
’’Det handler om at sætte sig nogle mål og holde fast’’.
Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder
