På det østlige Lolland ligger Fuglsang Kunstmuseum, som ønsker at inspirere såvel lokale som besøgende museumsgæster til gåture og ophold i naturen omkring museet.
Der er tre etablerede vandreruter i området, og siden 2023 har man kunnet udforske og opleve forskellige kunstværker, der alle er opsat af museet og en del af samlingen Fuglsang Kunstlandskab, når man begiver sig ud på den rute, der kaldes den blå vandrerute.
Den fælles overskrift for værkerne er "Landskabsdialoger", og de er valgt med henblik på at give nye vinkler på stedets natur og historie.
Denne sommer er der så blevet tilføjet to nye værker langs den rute, der kaldes den gule vandrerute, og det er planen, at den tredje og sidste vandrerute skal udsmykkes med kunstværker næste år. Det fortæller museumsdirektør Anna Schram Vejlby, som håber, at kunsten kan trække flere folk ud i naturen.
"Der er mange ting at se i området, som man måske ikke ville opdage, hvis ikke man har en anledning. Kunstværkerne er nogle små punkter, man kan lade sig styre efter. Vi har valgt nogle værker, som har et element af, at man kan tage ophold, så man ikke bare ser det på afstand og skynder sig videre," siger hun og tilføjer:
"Man kan falde lidt til ro og se landskabet fra en anden vinkel. Når kunsten sætter landskabet i relief, ser man naturen på en ny måde."
Billedkunstner Rasmus Myrup står bag det ene af de to nye kunstværker. Han har skabt skulpturen "Maison Secondaire". Titlen betyder "det andet hjem" og skal både ses som en henvisning til Lolland-Falsters sommerhusidyl og fortidsminder. Skulpturen forener nemlig gamle og nye byggetraditioner – og er ifølge museumsdirektør Anna Schram Vejlby blevet Fuglsang Kunstmuseums vartegn.
"Værket er så markant, og man er ikke i tvivl om, at man ankommer til et kunstmuseum, når man ser det. Og så passer det forbløffende perfekt til vores sted og område, fordi det trækker tråde til de mange stendysser og høje, der er på Lolland-Falster. Men værket spiller også på sommerhuskulturen, fordi det er bygget af materiale, man ville bygge et sommerhus af," siger hun.
Det andet nye værk, man kan opleve, er skulpturen "Instrument", der er skabt af billedkunstner Asta Lynge – og som skulpturens titel indikerer, er der tale om et instrument. Asta Lynge har nemlig skåret i rørene fra to færiste, der normalt bruges ved dyrefolde, og monteret dem på ny, så de nu er forvandlet til to panfløjter.
Panfløjterne er et velvalgt kunstværk, fordi Fuglsang gemmer på en særlig musikarv, fortæller Anna Schram Vejlby:
"Panfløjterne binder fint an til landskabet, fordi Pan er en naturgud inden for den græske mytologi, men også fordi musikken er og har været vigtig for Fuglsang-området. Der har været meget musik på Fuglsang Herregaard, og det er der stadig i dag. Og så har Carl Nielsen også komponeret i det her område."
Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder