Vil man vide noget om psykologi, kunsthistorie eller det forestående amerikanske præsidentvalg, kan man google det. Man kan også gå mere klassisk til værks og tage på et kursus – og det gør rigtig mange danskere.

Folkeuniversitetet i København har fordoblet antallet af tilmeldinger på et år. Også FOF, som udbyder aftenskoleundervisning og kulturelle arrangementer, mærker en øget interesse for folkeoplysning. Og som Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet, er elevtallet på højskolernes korte kurser på det højeste niveau i syv år.

”Danskerne vil gerne fællesskabet – både i form af de traditionelle kursusforløb og enkeltstående arrangementer som fællessang, fællesmad og lignende. Flere foreninger melder om op til 20 procent vækst,” siger sekretariatsleder i FOF’s landssekretariat Benedikte Marie Kaalund og tilføjer, at interessen også gælder sommeraktiviteter som seniorhøjskoler og workshops.

Og efterspørgslen på fordybelse og oplysning er interessant, når man tager i betragtning, at der er mere viden tilgængeligt end nogensinde før. Det vurderer Ove Korsgaard, professor emeritus og forsker i Grundtvig og folkeoplysning.

"Det er jo strengt taget ikke viden, vi mangler. Mange af os bliver bombarderet med viden i løbet af dagen," siger han.

Men det, der karakteriserer folkeoplysningen, er netop, at det er specifik og kvalificeret viden, påpeger Ove Korsgaard. Og så selvfølgelig at man opnår den i fællesskab med andre.

"For ja, man kunne også få den viden ved selvstudier eller på nettet. Men netop det at indgå i en social sammenhæng betyder helt sikkert noget for den stigende tilslutning til de klassiske institutioner, som man godt kan kalde folkehøjskolen, folkeuniversitetet og aftenskolerne," siger han. 

Carsten Fenger-Grøndahl, som er rektor for Folkeuniversitetet i København, begrunder institutionens nylige fordobling i antallet af tilmeldinger i dels en bevidst indsats, dels en længsel i tiden efter fordybelse.

"Det er jo egentlig utroligt opløftende at se den her modbevægelse til at sidde derhjemme og se Netflix. At der faktisk er mange, der har lyst til at komme ud og møde nogle andre mennesker og få viden direkte fra forskere. I min optik er det en meget positiv modbevægelse til det, man nogle gange kan tænke fuldstændig dominerer vores samfund, nemlig det hurtige og det overfladiske og det individualiserede," siger han.

Men hvem er de mennesker, der forlader fjernsynet til fordel for et kursus i for eksempel "Tyskland og Europa i Den Kolde Krig i 1948-1990"? Det ved Henriette Sønderskov Bjerrum, chefanalytiker ved Videnscenter for Folkeoplysning.

"Det er generelt folk, som har lyst til at uddanne sig for hele livet og blive ved med at lave noget, som er meningsgivende. Og nu siger jeg det lidt groft: Det er kvinder over 55 år og så de mænd, de tager med," siger hun, men tilføjer så, at der selvfølgelig også er mænd, som selvstændigt opsøger folkeoplysning.

Og så er det typisk folk med en længere uddannelse og økonomi til den slags fritidsaktiviteter, tilføjer hun.

"Det er relativt dyrt at tage på højskoleophold eller kursus ved Folkeuniversitetet. Så man kan sige, at det er folk, der er ved muffen og har overskud til det."

Henriette Sønderskov Bjerrum tilføjer, at fremgangen på Folkeuniversitetet i København i nogen grad kan skyldes, at den relativt nye ledelse har en anden strategi. For eksempel har de løsnet strukturen på deres lange sammenhængende kurser og gjort det muligt også at følge enkelte grundmoduler. 

"Og det der med, at man kan komme, fordybe sig og så tage væk igen passer faktisk rigtig godt til målgruppens profil. Fordi mange seniorer er sundere end tidligere og har mange aktiviteter, de skal passe. Så at kunne få sådan et nålestik af inspiration, ånd og udsyn passer rigtig godt til dem," siger hun.

Sidst, men ikke mindst, mener Ove Korsgaard, at verdenssituationen med kriser og krige spiller ind på befolkningens trang til oplysning.

"Og frem for at grave sig ned i et sort hul, så har danskerne rent faktisk appetit på at få større indsigt i, hvad det er, der foregår omkring os," siger han.

Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

"Skal du ikke have solbrillerne af? Det er bedre at tale, når man kan se hinanden i øjnene."

"Jo."

Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen smiler til sin mor, kunstmaler og tidligere tv-vært og journalist Trine Panum, og skubber solbrillerne op i sit skulderlange, røde hår.

"Min mor er sådan en mor, som nogle allerede kender," skrev Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen for nylig i et opslag på Facebook om sin mor, som nok var til stede, når der blev serveret måltider – men ofte kun som baggrundsstøj på fjernsynet, hvor hun som vært på TV 2 gennemgik dagens nyheder.

"Hun er en mor, som størstedelen af Danmark kendte engang. Og så er hun en mor, der med tiden er blevet en mere nærværende mor," fortsatte hun.

I dag mødes de på en bænk på Humlebæk Havn. I området omkring den gamle lystbådehavn har de gået mange ture de seneste år. Bag trækronerne, som skråner ned mod havnen, kan man ane museet Louisiana, som de også besøgte, dengang det var nemmest at tage de mest ømtålelige mor-datter-snakke uden at se hinanden i øjnene.

Det hele begyndte med et spørgsmål. Sidste år læste mor og datter Lærke Kløvedals generationsportræt "Sømærke" om at vokse op med et berømt efternavn og en familie i evig bevægelse – og Trine Panum spurgte datteren:  

"Hvordan har du egentlig haft det med at have en mor, der har været et kendt ansigt?".

Det var ikke noget, de havde talt om før. Men i "Sømærke" satte Lærke Kløvedal ord på, hvordan det er at være barn af en forælder, som mange mennesker kan forholde sig til, og Trine Panum, som ikke sammenligner sig selv med eventyreren Troels Kløvedal i øvrigt, fik lyst til at tale med sin datter.

"Da du spurgte, var der nogle ting, som gik op for mig. Ikke fordi det har været dårligt, men det har været en anderledes måde at vokse op på," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

I dag er samtalen flydende. De giver hinanden plads, nikker anerkendende, når den anden siger noget. Men sådan har det ikke altid været. Det er kun få år siden, Trine Panum var tæt på at blive en af de forældre, hun aldrig rigtig havde forstået – en af dem, der mister kontakten til sit barn.

Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen siger:

"Tråden har været tynd, lige på kanten til at ville knække."

Et valg har altid konsekvenser

Deres historie begynder i 1998. Eller faktisk lidt før. Halvandet år inden Trine Panum blev gravid som 26-årig, fik hun tilbudt sit drømmejob som vært på Morgennyhederne på TV 2. Da Nikoline blev født, tog hun fem måneders barsel, og i årene, der kom, mødte hun ofte ind om natten for at være klar til næste morgens udsendelse.

Var der nogen, som stillede spørgsmål til de valg, du tog som nybagt mor?

"Dengang tog man ikke nødvendigvis lange barsler, og jeg havde ikke selv den der ro med at tage en lang barsel. Jeg følte, at jeg blev pustet i nakken. Jeg ville virkelig gerne tilbage, fordi jeg var lidt nervøs for, om dem, der var der i stedet for mig, gjorde det lidt for godt," siger Trine Panum.

"Men," indskyder Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen, "vi har været lidt i arkiverne, hvor vi jo fandt nogle blade, der havde skrevet om det – at du var alenemor, samtidig med at du passede et arbejde som tv-vært."

Hun siger "alenemor", fordi Trine Panum og hendes daværende mand gik hver til sit, da Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen var to år. Trine Panum flyttede til Sjælland – væk fra sin datters far og væk fra TV 2’s studie i Odense.

"Det var så hårdt, at du skulle af sted på arbejde om aftenen," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen, "det der med at vide, at når jeg står op, så er min mor her ikke. Det første stykke tid efter skilsmissen var jeg mest hos dig, og jeg skulle vænne mig til, at det ikke nødvendigvis altid var dig, som hentede mig, men en barnepige."

De skændtes, fordi Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen ikke gad spise grøntsagerne, inden hendes mor skulle ud ad døren. Fordi de savnede hinanden. Og savnet blev ikke mindre, da Trine Panum blev redaktør på kriminalprogrammet "Station 2 Efterlyst" i 2009.

Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen husker de søndage, hvor hun var med sin mor på arbejde. Her måtte hun drikke al den kakao, hun ville, fra det, de andre kaldte kaffemaskiner, og hun fik øresnegl på, så hun kunne høre det samme som sin mor inde i studiet.

Hun husker at være med sin mor på den røde løber og at hilse på dronning Mary, som dengang var kronprinsesse, når hun klippede det røde bånd over til velgørenhedsarrangementer. Ingenting manglede – ud over hendes mors opmærksomhed.

"Men der var også de dage, hvor min mor – modsat de andre børns forældre – havde fri hele dagen," kommer Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen en indvending i forkøbet.

På fridagene tog de gerne på tøsetur, "en ægte tøsetur", siger de og griner, "ud og kigge på noget tøj". Var de ikke på tøsetur, var de kreative. De har altid delt en trang til at have noget mellem hænderne, så de syede, tegnede, malede og lavede perleplader.

"Og det var et privilegium, for det var jo netop sådan, at hun havde de her dage, hvor hun havde fri hele dagen og tid til at være sammen med mig på en anden måde," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

Trine Panum nikker. Det er den anden side af fortællingen om den hårdtarbejdende og til tider fraværende mor, som de to har drøftet meget den seneste tid. De vil, siger de, gerne nuancere fortællingen om, at man ikke kan være en god mor, hvis man har travlt.

Når Trine Panum ser på moderne forældre, ser hun en frygt for at vægte sig selv og sine egne behov. Det er ikke til gavn for nogen, hvis mor og far altid stiller sig bagerst i rækken i forsøget på at være de bedst mulige forældre, mener hun.

Derfor har hun altid insisteret på sin egen tid – også som nybagt alenemor til Nikoline.

"Jeg har altid gerne villet være en kærlig og en ærlig mor, men jeg har også gerne villet slå et slag for, at der skal være plads til, at forældre også må bruge tid for dem selv. Vi må godt have lov til at være hele mennesker. Også kvinder," siger Trine Panum og fortsætter:

"Min egen mor har altid gået forrest i forhold til at være selvstændig og give sig selv tid til det, hun gerne ville. I det hele taget lagde mine forældre vægt på, at vi skulle kunne klare os selv – og det har jeg taget med mig. At bruge tid på sig selv og sine egne drømme uden at blive set på som en kæmpe egoist, som går sin egen vej."

Dagbøgerne

Da Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen var omkring 14 år, overleverede hendes mor en bunke dagbøger til hende. Siderne var tætskrevne, og den første var dateret, mens hun stadig var gravid.

"Da jeg læste dem, kunne jeg mærke den der kærlighed fra dig, som skinnede gennem det hele, til mig som dit første barn," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

"Ja," siger Trine Panum og lyser op i et smil.

Men i dagbøgerne kunne hun også læse, hvordan hendes mor engang måtte fyre en barnepige, fordi hun havde ladet Nikoline kravle rundt på et trægulv, så hun havde fået splinter overalt i de bare ben. Og om sin mor og fars skilsmisse og de svære overvejelser, det indebærer, når man har sat et barn i verden.

"Der tudede jeg, da jeg læste det. Det var interessant og hårdt og enormt dejligt og varmt," fortæller Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

I dagbogen skrev Trine Panum, at hun havde dårlig samvittighed over, at hun ikke var der til at forhindre splinterne i sin datters ben. Men i dag kan hun ikke påstå, at hun bebrejder sig selv for at prioritere sit arbejde.

"Jeg er gået efter det, der har kunnet lade sig gøre, uden nødvendigvis at pådutte mig selv en enorm dårlig samvittighed," siger den tidligere tv-vært og fortsætter:

"Det er klart, når man kommer hjem til en datter, der har splinter i benene, ville jeg da være helt hudløs, hvis jeg ikke tænkte, at jeg kunne have forhindret det. Men som forældre laver man fejl, og nej, det er ikke optimalt, men jeg har ikke været en forælder, der har bebrejdet mig selv. Jeg har fået tingene til at fungere."

I dag er Trine Panum ikke længere journalist og tv-vært på TV 2. Siden 2013 har hun været kunstmaler med eget atelier og galleri i Bagsværd, hvor hun bor med sin mand, journalist Lars Steen Pedersen, og parrets to fælles børn – Oskar på 20 år og Alma på 14 år.

Selvom Trine Panum ikke har bebrejdet sig selv, som hun ser flere forældre gøre i dag, når de ikke først og fremmest prioriterer deres børn, mærkede hun alligevel en længsel vokse i sig, da hun besluttede sig for at forlade sin "elskede" mediebranche.

"Jeg kunne godt tænke mig at være en 'ny mor'. En mor med mere tid og mulighed for at være sammen med børnene i dagtimerne," siger hun.

Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen siger:

"Da du kun var min mor, var det karrieren, der betød noget. I dag er det nogle andre ting, som betyder noget for dig. Der er tid til nogle andre ting. Og sådan er det jo gennem et liv. Man udvikler sig hele tiden som menneske."

Trine Panum nikker. Hun fortryder ikke de valg, hun tog dengang, og det ved datteren godt. Det, der gør ondt, er de konsekvenser, det fik for Nikoline, at det var nødvendigt med en skilsmisse fra hendes far.

"Da jeg bliver gift med Lars, starter vi en ny familie. Og noget af det, jeg har brugt mange tanker og meget energi på, er at få trukket Nikoline ind i den familie og få hende til at føle, at det her også var hendes familie. Den er svær. Bare fordi man siger det højt, er det ikke ensbetydende med, at tingene lykkes."

"Det har været meget tydeligt, at der har været en kærlig lyst til at trække mig ind i det fællesskab," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

"Men det er svært, når man er skilsmissebarn og ikke altid er til stede. Nogle gange er jeg kommet tilbage fra min far og har mødt den her familie på fire, som har lavet noget sammen, og jeg kan huske følelsen af ikke at høre til der, eller i hvert fald at være gået glip af noget."

Et behov for at være sig selv

Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen er med sin mors ord meget grounded – hun har begge ben solidt plantet på jorden. Hun føler sig frem, har styr på, hvem hun selv er – hun er til i verden på en langsom måde.

"Det skal du forstå på den gode måde," siger Trine Panum til sin datter, der smiler.

"Det var flot sagt."

"Jeg bliver inspireret af dit gå-på-mod, som jeg virkelig synes er sejt, og så sætter jeg enormt meget pris på din nye måde at være mor på. Altså den der mere kærlige mor, en mor, der også har mere tid," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

Hendes hår er glat og rødt, hendes mors er lyst og viltert. Men de smiler på samme måde. Deres øjne er lige meget en blanding af blå og grøn, og deres jakker, som de trækker om sig i den knirkende vind på lystbådehavnen, er begge fyldt med blomster.

Og så deler de interessen for det danske sprog, for ligesom hendes mor gjorde i sin tid, læser Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen dansk på Københavns Universitet, mens hun passer sit arbejde som content assistent på Gyldendal og sin Instagram-konto, hvor hun anmelder bøger.

"Du læser betragteligt mere end mig," griner Trine Panum, "er det 60 titler om året, du læser?".

"Ja, deromkring," smiler Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

Da hun gik i gymnasiet, tog hun et bevidst valg om kun at sige, at hendes mor var kunstmaler. Ikke tidligere tv-vært. I folkeskolen havde de andre børn set hendes mor i fjernsynet eller på forsiden af Billed-Bladet – måtte de få en autograf, spurgte de? Havde Nikoline lyst til at lege i frikvarteret? Måtte de komme med hjem til hende efter skole?

Meget af tiden følte hun sig som et barn, der lige havde fået en hundehvalp.

"Set i bakspejlet synes jeg alt det, som du har lavet, er megasejt, og du er et megastort forbillede for mig. Og det er ikke, fordi jeg ikke vil identificeres med det, men jeg havde et behov for at få det ud af mig og opleve mig selv," fortæller Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

Hun ville være en anden end sin kendte mors datter.

"Der sker i hvert fald bare noget i gymnasietiden, og det tror jeg er meget almindeligt, at man har et eller andet behov for at …," begynder Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

"Tage afstand?", spørger hendes mor.

"Ja, bane sin egen vej i hvert fald."

Hun siger det selv: Klichéagtigt, som det er, ulmer forældreoprøret ofte i en teenager. Men det er ikke alle teenagere, hvis mor har været et offentligt kendt ansigt.

På dagen, hvor Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen fyldte 18 år, flyttede hun i sin egen lejlighed på Nørrebro i København. Varslen var få uger, og stemningen i parcelhuset i Bagsværd, hun forlod, var ikke god.

"På det tidspunkt var Nikoline for det meste bare sur og svær at være sammen med, det stod lidt i kontrast til, hvordan vi andre havde det som familie, og det gjorde dagene mere harmoniske, da hun flyttede. Men det var også en hård tid, fordi jeg havde forestillet mig, at hun ville bo hjemme et par år endnu," erindrer Trine Panum.

"Jeg tror lidt, det kommer af at have stået i spændet mellem to familier i skilsmissen og ikke rigtig følt, at jeg hørte til nogle steder. Man ved, at der er kærlighed, men man står lidt alene på den der bro," svarer Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

Trine Panum hjalp med at flytte datterens ting og brugte lørdage og søndage på at hænge billeder, lamper og reoler op. Da det sidste flyttelæs var sat af, græd Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen, da hun vinkede farvel til sin mor. Men hun skulle vise dem, skulle hun, og hun knoklede for at have penge nok til at bo for sig selv.

"Jeg var så stolt, da jeg fik mit første job, som jeg selv havde skaffet. Jeg blev ikke længere identificeret som min mors datter, men som mig selv."

Føler du, at din mor kunne have gjort noget anderledes under din opvækst?

"Det synes jeg ikke …," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen, "jeg er også glad for, at de blev skilt, for der var jo en årsag til det."

Jeg tænker heller ikke kun på skilsmissen?

"Du var jo lige så gammel, som jeg er nu, da du fik mig," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen, nu med øjnene på sin mor:

"Og jeg kan virkelig godt forstå, at du gik efter det job. Jeg kan jo selv mærke det. Jeg er også totalt karriereorienteret og er også i en branche, hvor man skal have lidt spidse albuer for at komme til posten. Jeg ved godt, det kræver hårdt arbejde, så det forstår jeg bare virkelig godt. Det er der ikke nogen tvivl om."

Trine Panum ser på hende. Smiler.

"Det synes jeg jo er helt vildt dejligt at høre."

Da alt forandrede sig

Det næste, der sker i deres fortælling om at være mor og datter, er en parentes, som Trine Panum og Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen modsat langt de fleste andre ting har haft svært ved at tale om. Det handler ikke om, hvordan det er at vokse op som datter af en travl og kendt mor, men om noget langt mere universelt.

To år efter hun flyttede, mødte Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen sin første "rigtige" kæreste. I de seks år, hun var sammen med ham, skubbede mor og datter sig længere og længere væk fra hinanden – i en periode talte de nærmest ikke sammen. Den korte forklaring er, at forholdet udviklede sig til et problematisk kæresteforhold – ikke bare for Nikoline selv, men for alle. 

Der bliver stille mellem dem på bænken på Humlebæk Havn. Et sted under de sporadiske skyer gør en skrattende måge sig til.

Trine Panum bryder stilheden.

"Der skete det i de her år, at Nikoline lige pludselig ikke var Nikoline mere. Jeg kunne slet ikke kende hende. Når hun åbnede munden, kunne jeg ikke høre, at det var hende, som talte. Du så anderledes ud. Du sagde anderledes ting. Lige pludselig sagde du ingenting."

De ser på hinanden.

"Jeg har altid haft det sådan, at vi skulle kunne dele alting med hinanden. Og lige pludselig følte jeg, at det var hertil og kun hertil, og så fortalte du mig ikke ét ord mere," siger Trine Panum med hånden svævende et par centimeter foran hjertet.

Når hun før i tiden har hørt andre forældre fortælle om ømtålelige forhold til deres børn, har hun tænkt: "Helt ærligt, det er da bare, fordi I ikke kan finde ud af at tale sammen."

"Men lige pludselig var jeg der selv, og det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig kunne ske. At jeg ikke kunne tale med et af mine børn. Og så var jeg der lige pludselig. Det var vildt. Og det må aldrig ske igen," siger Trine Panum.

Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen ser lidt ned.

"Jeg synes faktisk, det er vildt svært at snakke om. Jeg bliver også påvirket af det."

Hun har ikke lyst til at tale offentligt om ham. Om ekskæresten. Eller om den periode i hendes liv. Men hun vil sige dette: Da hun endelig gik fra ham, var mor og datter bange for at sige noget, der ville gøre, at de mistede hinanden igen. Men de prøvede alligevel.

"I dag tror jeg, at du har fået en anden forståelse for, hvad der i virkeligheden skete i de år, og jeg har fået en anden forståelse for, hvordan det har været at stå på den anden side – hvordan det har været at tale til en lukket dør," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

"Men vi har virkelig skullet lægge alle kortene på bordet. Der har været mange lag i det, som har skullet bearbejdes og tales om," fortsætter hun.

En nænsom måde at nærme sig på

Så det har de gjort. De har talt og talt og talt. De første små skridt blev taget på lange gåture i naturen, blandt andet her omkring lystbådehavnen. Gående med øjnene stift rettet på vejen foran, men dog ved siden af hinanden.

"Når man sidder over for hinanden, forpligter man sig på samtalen, men når man går, flyder det på en anden måde, og man kan hive lidt mere ned fra hylderne. Det bliver ikke så fokuseret og koncentreret. For mig var det en nænsom måde at nærme os hinanden på igen," siger Trine Panum, og hendes datter er enig:

"Det er meget intenst at skulle sidde og kigge hinanden i øjnene."

Om lidt kører de videre til deres sommerhus, som for nylig er blevet familiens, og som de nu er i gang med at sætte i stand. I den nære fremtid rejser de til Italien for at overvære verdens ældste kunstbegivenhed, Venedig Biennalen, bare mor og datter. Og så taler de sammen – hver dag.

"Ja, du er blevet rigtig god til at ringe til mig. Det er rigtig dejligt," siger Trine Panum til Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen.

Der er ikke noget forkromet vendepunkt, hvor alting falder på plads, og fortid bare er fortid. Men, siger Trine Panum, og hendes datter nikker, de er et godt sted lige nu.

"Jeg tager temperaturen på det ved at mærke efter, om der er en lyst til at være sammen. Har man lyst til at bruge tid sammen, og har man lyst til at høre om hinandens liv? Det har vi i dag."

Og siger hun, nu henvendt til sin datter.

"Jeg føler, at jeg kan stole på dig igen. Og jeg kan mærke, at Nikoline er tilbage. Du ligner dig selv, og du har lyst til at være sammen med dine søskende igen. Det har været med meget små skridt og med frygten for, at det gik galt, men de seneste to år har vi nærmet os hinanden på en rigtig god måde."

Små skridt, nuvel, men berøringsangsten er forduftet, det er de enige om. Derfor var Trine Panum heller ikke bange for svaret, da hun for nylig spurgte Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen, hvordan hun har haft det med at vokse op med en kendt og til tider lidt fraværende mor.  

På samme måde var Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen ikke bange for at svare.

"Den rejse, vi har været på, har også gjort, at vores spektrum for, hvad vi kan tale om, er blevet meget større, fordi vi har oplevet hinanden i så mange forskellige situationer. Vi kender hinanden meget bedre end andre mødre og døtre måske gør, fordi vi også har været helt derude," siger Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen og løfter sin arm mod horisonten.

Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Er der forskel på, hvordan mænd og kvinder skriver skønlitteratur? Ja, både i forhold til hvad de skriver om, og hvordan de skriver om det.

Det viser en undersøgelse af den norske forfatter, lingvist og sprogforsker Helene Uri, som gennem fire år og i samarbejde med det norske nationalbibliotek har undersøgt 18.000 norske skønlitterære titler. 

"Det overraskede mig, at resultaterne var så tydelige. Jeg gik ind i projektet med et håb om, at jeg ville kunne slå i bordet og sige: 'Hør her, der findes ingen forskel.' Men det var der," siger hun.

Bøgerne er blevet finkæmmet og nærstuderet helt ned på ordniveau, og arbejdet er mundet ud i bogen ”Jeg naken drakk" (på dansk: ”Jeg drak nøgen”), der for nylig er udkommet på norsk.

Blandt undersøgelsens vigtigste konklusioner er: Mænd skriver mest om mænd, mens kvinder skriver nogenlunde ligeligt om mænd og kvinder (mandlige forfattere bruger næsten 70 procent "han", kvindelige bruger 46 procent "han" og 54 procent "hun").

Samtidig er det i nogen grad de stereotype mande- og kvindedomæner, som mænd og kvinder hver især holder sig til. Kvinder skriver om krop, relationer og følelser. Mænd skriver om sig selv.

Der er også forskel på de adjektiver, mænd og kvinder bruger. ”Grådkvalt” og ”gift”, er et par af de adjektiver, der især knytter sig til litteratur af kvindelige forfattere, mens "international", ”europæisk” og "politisk" i særlig grad optræder i bøger af mandlige forfattere.

Sådan bekræfter undersøgelsen på mange måder de klassiske fordomme om "kvinde-" og "mandelitteratur", og det ærgrer Helene Uri en smule:

"Det er i høj grad kvinder, som køber, læser og diskuterer litteratur. Derfor er det tankevækkende, at de litterære universer, som bliver skabt af samtidens forfattere, er så maskuline. Kvinder er i høj grad publikum til det, der sker. Vi er ikke hovedrolleindehaverne," siger hun og fortsætter:

”Det var nok så overraskende, at i et moderne og ligestillet samfund som det norske, er der så stor forskel på, hvad mandlige og kvindelige forfattere skriver. At kvinder og mænd holder sig til deres traditionelle domæner."

Man må skrive, som man vil

Mindre overrasket er Johannes Riis, som er tidligere forlægger og var litterær direktør på Gyldendal fra 1994 til 2018. Han siger:

"Det kan virkelig ikke overraske mig. Og jeg kan ærligt talt heller ikke se, at det skulle være et problem. Selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinders måde at opfatte og beskrive verden på. Heldigvis, får jeg lyst til at tilføje," siger han. ”Diversitet er godt, også her.”

Generelt mener Johannes Riis, at mænd og kvinders forskellige erfaringsområder og udtryksform tilfører dynamik og værdi til litteraturen.

"Mænd vokser op med en krop, der er anderledes end kvinders. Mænd har for eksempel ikke en cyklus. Mænd føder ikke børn. Vi er også blevet opdraget forskelligt. Der er simpelthen nogle ting, som er grundlæggende forskellige, og som er bestemmende for den måde, vi ser verden på. Og det er ud fra det, man skriver," siger han.

Men er det ikke et problem, at kvinder i højere grad er publikum til de litterære universer end hovedrolleindehavere?

"Men skulle man så sige til de mandlige forfattere, at nu skal I altså til at skrive, ligesom kvinder gør, fordi der er flest kvinder, der læser? Det tvivler jeg på ville højne kvaliteten. Man må være fri til at skrive ud fra ens forudsætninger, og som det falder en naturligt, altså som man har lyst til at skrive, og det hvad enten man er kvinde eller mand."

Han tilføjer, at en god grund til at læse er, at man bliver et klogere menneske af at læse, hvad andre har erfaret.

"Derfor synes jeg selvfølgelig også, at det er klogt for mænd at læse bøger af kvinder og omvendt: Læsning kan kun bidrage til gensidig forståelse."

Man bliver trist

Lilian Munk Rösing, som er forfatter, lektor ved Københavns Universitet og litteraturkritiker ved dagbladet Politiken, forstår Helene Uris skuffelse over, at de klassiske kønsstereotyper ser ud til at leve i skønlitteraturen. Altså at den intime sfære skulle være kvindernes, og den offentlige sfære skulle være mændenes.

"Man bliver lidt trist, for man håber jo, at så mange årtiers opgør med patriarkatets roller til henholdsvis mænd og kvinder har haft en effekt. Men omvendt tror jeg, at det tager mange århundreder at ændre sådan nogle kønsstereotyper," siger hun.

Både den offentlige og den følelsesmæssige sfære er uundværlige, siger Lilian Munk Rösing og tilføjer:

"Og det, som jeg altid håber på, er, at ingen er begrænset til kun den ene sfære."

"Så ligesom undersøgelsen viser, at kvinder også er nysgerrige efter, hvordan mænd har det, kunne man håbe og forestille sig, at det også kunne gå den anden vej. Og i visse segmenter tror jeg også, at det går den vej – at det, der traditionelt har været en kvindeverden, også begynder at få mændenes interesse," siger hun.

Som eksempler på nyere danske værker af mandlige forfattere om en traditionelt kvindelig erfaringsverden nævner Lilian Munk Rösing digtsamlingen "Barnevognshaiku" af Rasmus Nikolajsen (2020) og romanen "En del af hjertet går ud af kroppen" af Victor Boy Lindholm (2022).

Lilian Munk Rösing mener, at kønsfrigørelsen har en tendens til at handle om, at kvinderne skal have adgang til mændenes verden.

"Men jeg tror, det er vigtigt også at kunne vende den om og sige: 'Jamen, er det egentlig ikke også synd for mænd, hvis de hele tiden forventes at bevæge sig rundt i den der offentlige sfære og i mindre grad have adgang til sårbarheden og det relationelle?" siger hun.

I sit eget forfatterskab har Lilian Munk Rösing i de senere år taget springet til at "turde", som hun siger, skrive om traditionelt kvindelige erfaringsverdener. For nylig har hun eksempelvis skrevet bøgerne "Friedrichs farver" og ”Anna Anchers rum” med fokus på farver, sansninger og håndarbejde. Og erindringsbogen ”Kaplevej 97” om det rækkehus, hvor hendes mormor boede med sine to søstre i en slags kvindekollektiv.

"Før i tiden har jeg tænkt, at jeg gerne ville være 'one of the guys' og lære at tale det sprog. Den traditionelt kvindelige erfaringsverden er ikke noget, jeg har haft lyst til at skilte med offentligt. Men nu er jeg ikke så bange for det længere. Et eller andet sted må man jo også skrive om det, der presser sig på, og hos mig har det altså været et kvindeligt præget erfaringsrum," siger hun.

Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Meta er blevet tvunget til at udsætte deres træning af AI med europæiske persondata efter klager fra 11 landes datatilsyn. Det er godt - men vi mister europæisk kultur i AI'en fortæller jurist for forbrugerorganisationen Tænk.

Source: https://www.version2.dk/it-nyheder/rss

Space X til salg for 1500 milliarder kroner / Fremgang at spore i salget af smartphones efter pauvre år / Jim Hagemann Snabe skruer ned for bestyrelseskarrieren efter nærdødsoplevelse / Google Translate udvider med 110 nye sprog

Source: http://www.computerworld.dk/rss/all

Danmark har fået et institut for spiludvikling, Nimbi Gamelab, og det er et europæisk nybrud - men kulturministeren har også store forventninger til, at branchen leverer på den politiske opbakning, han har givet.

Source: https://www.version2.dk/it-nyheder/rss

Fjernstyringsprogrammet Teamviewer oplyser, at hackere har brudt ind i selskabets systemer. Sikkerhedsekspert Leif Jensen har to gode råd til brugerne.

Source: http://www.computerworld.dk/rss/all

Han er både den mest anonyme og den mest storslåede spiller på det tyske landshold. I aften kan det danske landshold sende en af moderne fodbolds største playmakere, Toni Kroos, på pension

Source: https://www.information.dk/feed

Oscar Wildes elegante afsløring af magthaveres løgne bliver til aktuelt og morsomt teater i ’En ideel ægtemand’ på Grønnegårds Teatret. Med farvesikker viftesymbolik og lækker queeræstetik

Source: https://www.information.dk/feed

Storbritannien er ikke længere er en storpolitisk magt, selv om briterne i mange sammenhænge agerer, som om de var. Men hvad angår kunst og kultur, giver den stolte nation de fleste andre baghjul

Source: https://www.information.dk/feed