Få kan holde ud, at ingen har magten eksistentielt set. Så enten giver vi den til Gud, eller også tager vi den selv. Når vi her i det velbeslåede Vesten helst tager magten selv, kan det lade sig gøre, fordi man her kan leve længe og gnidningsfrit i illusionen om, at vi selv styrer alt. Denne livsløgn udgør en stor del af forklaringen på, at troen gennem mange år har haft det svært i Vesten: Vi har ikke brug for at blive fortalt ind i en større, sand historie, når vi selv kan spille hovedrollen i vores egen fede løgnehistorie.
Men nu ramler det også i vores del af verden – mere krig, mindre demokrati og to gale diktatorer i spidsen for USA og Rusland som kronen på makværket. Alt går den forkerte vej. Det står krystalklart, at vi ikke selv har magten.
Og sjovt nok sker der parallelt hermed noget forunderligt med vores alle sammens tro: For første gang i en menneskealder vokser den – og fra uventede kanter. Mange, der arbejder med tro, har bemærket udviklingen – og den bakkes op af tallene:
Vildest ser det ud i England – navnlig blandt de unge. Andelen af 18-24-årige, som tror på Gud, er steget fra 16 til 45 procent på seks år. Hos de 25-49-årige steg troen fra 21 til 33 procent. Unge mænd, der går i kirke mindst én gang om måneden, er på seks år steget fra 4 til 21 procent. Antallet af 18-34-årige, der både er kristne og går regelmæssigt i kirke, er firedoblet. Samlet set er antallet af briter, der går i kirke månedligt eller mere, steget fra 8 til 12 procent.
Man finder også mere tro i andre lande. I Frankrig blev over 10.000 voksne sidste år døbt i en katolsk kirke – en fordobling på ét år. I Østrig og Belgien siger antallet, der vil være katolikker, lidt – men interessant nok ikke i Tyskland og Polen. I mere religiøse USA er andelen af voksne amerikanere, der "personligt har forpligtet sig på Jesus", steget fra 54 til 66 procent på fire år. Igen driver unge mænd udviklingen. Antallet af kristne amerikanere dykkede i 2021 med 60 procent, men stiger igen.
I Danmark hører jeg samme historie fra alle, der arbejder med tro. Men jeg kunne ikke genfinde tendensen i seneste FUV-undersøgelse fra 2025, "Folket og folkekirken", der er den sædvanlige stagnationshistorie. Har man brug for lidt statistisk optimisme, må man vende sig mod de mest troende af alle: Ateistisk Selskab. Tal herfra viser ifølge Zetland, at der for første gang i mands minde er flere unge end midaldrende, som tror på Gud. Formand Anders Stjernholm er angiveligt "meget bekymret" – og det er jo i sig selv glædeligt for smålige typer som mig.
Nu har falske profeter jo ofte forudset troens genkomst – så vi må se, om det holder. Men tendensen virker solid. Så derfor nu til det store hvorfor: Forskere bør sætte udviklingen grundigt under luppen. Men jeg tør godt rode i den spirituelle kaffegrums for at spå om, hvor forskerne nok kan finde forklaringer:
- Det globale kaos
Som jeg skrev, har en kaotisk verden taget magten fra os – og dermed givet den tilbage til Gud? Og jeg fik slet ikke nævnt covid-19, som var et monumentalt personligt og globalt kontroltab.
- Immigration og islam
Immigranter bringer typisk en stærk tro med sig, ikke mindst de islamiske underkastelsesdogmer. Og det kaster et nådesløst lys på, hvor slatten vores egen tro og deraf følgende svage værdier er, når de bliver løbet over ende af de stærke.
- De unges problemer
Den åndelige opvågnen drives af de unge – måske fordi de er de største ofre for løgnen om, at vi har magten over vores eget liv, at alt kan lade sig gøre, og at de selv er eneste begrænsning på egen lykke. Løgnen står navnlig tydeligt for unge mænd, fordi et feminiseret samfund tager afstand fra maskulinitet og derfor lader dem vokse op i et værdi- og fællesskabsmæssigt tomrum. Og hvor ældre generationer voksede op med religiøse mørkemænd og moralske pegefingre, der drev dem væk fra tro, lægger de unge måske nu afstand til forældrenes nihilistiske ikke-tro – et oprør mod oprøret.
- Bedre formidling
Vi behøver ikke længere starte vores trosrejse i en iltfattig kirke med indtørret trosformidling, men finder en verden af "brugervenlig" tro online.
- Kendte viser vejen
Før ville man hellere lufte sine seksuelle perversioner end sin tro offentligt. Men nu står kendte – fra skuespilleren Casper Christensen til politikeren Alex Vanopslagh herhjemme – frem med deres tro. Og som altid udgør de kendte et forbillede for dem, ingen kender.
Og helt grundlæggende er selve det enøjede rationalitetsparadigme, Vesten i et halvt århundrede eller mere har styret efter, måske ved at nå endestationen. Stadig flere indser, at jo mere fundamentalistisk vi forfølger rationaliteten, den økonomiske vækst, new public management, konkurrencestaten, tør videnskab og andre døde ting, der bor i den venstre, fornuftsstyrede hjernehalvdel, jo mere ulykkelige bliver vi – fordi vi forsømmer alt det levende, der bor i den anden halvdel: kærligheden, kreativiteten, familien, troen, lykken og selve livet. Historien bevæger sig i cykler, og måske er det store pendul ved at svinge til et sted, hvor der igen er plads til ånd?
Men inden kirkens folk glæder sig for meget, skal man lige nærlæse udviklingen i England: De nye troende søger nemlig ikke til Church of England, men til alle mulige andre kirker. Folk søger derhen, hvor det religiøse sprog taler til dem. De kirker, der insisterer på, at de nye troende må tilpasse sig kirkens religiøse sprog i stedet for omvendt, ser ud til at blive efterladt på perronen, når tros-toget kommer op i fart.
Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder
