Jesus blev født for tidligt. I hvert fald i forhold til vores tidsregning, der som bekendt burde være blevet nulstillet nøjagtigt efter den banebrydende begivenhed julenat, da Jesus Kristus kom til verden som et hjælpeløst spædbarn. For nu greb Gud ind i verdenshistorien og sendte os sin søn, der blev født til at give os nyt håb midt i en tid, der under alle omstændigheder var mørk og urolig. Men faktisk blev den historiske person Jesus ifølge forskningen formentlig født otte-fem år ”før Kristi fødsel”.
Den detalje siger selvfølgelig mere om menneskelige regnefejl end om verdens frelser, som ingen længere ved helt præcis, hvornår blev født. Det vigtige er jo også, at han kom til verden som en glæde, der skulle være til hele folket. Men det var næppe i sådan en stald, som vi i dag kender fra krybbespil.
I Anne-Cathrine Riebnitzskys seneste roman, ”Tempel”, der folder juleevangeliet ud i romanform, bliver kongernes konge i hvert fald ”blot” født i staldafdelingen af et simpelt hus, der delvist er bygget ind i en klippe. For sådan indrettede man sig på Jesu tid, hvor husdyrene hjalp folk med at holde varmen om natten, forklarer hun.
”Jeg har brugt flere år på at sætte mig ind i sådanne små detaljer omkring Jesu tid. Det var nyt for mig selv, at Jesus formentlig blev født flere år før vor tidsregning, selvom teologer har vidst det i mindst 150 år. Men når man selv dykker ned i historien, bliver den levende for en.
Jeg havde for eksempel som skandinav undret mig over, at engles klæder i Bibelen kunne beskrives som snehvide, når Bibelen udspiller sig i Mellemøsten, indtil jeg så den evige sne på toppen af et bjerg i Israel med mine egne øjne, og det kan faktisk også sne i Jerusalem, selvom det sker sjældent,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky, der ikke kun har besøgt Israel og stavet sig gennem Bibelen for at skrive sin roman, men også har brugt et hav af samtidige kilder og artikler om arkæologisk forskning under sin research.
”Det har bekræftet mig i, at der er noget om juleevangeliernes beretninger,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky, da vi sidder på hendes loftskontor i Nordsjælland med en udsigt, som godt kunne lede tankerne mod juleevangeliet. For hendes hus er omgivet af marker.
”Jeg begynder hver morgen med bøn nede i mit køkken, for hver dag har jeg brug for at nulstille sindet og finde ind i Guds fred, og så sætter jeg mig herop og skriver. Det kan selvfølgelig også hænde, at jeg beder heroppe, for der er ting, der kan kalde på bøn i løbet af dagen. Men jeg elsker at sidde her og skrive. I morges havde jeg for eksempel besøg af et bukkelam, der stod og kiggede herop, så det er dejligt,” siger forfatteren og nikker ud i den danske vinterkulde, hvor fårene med deres dampende ånde står og holder deres eget krybbespil i gang på de frosthårde marker udenfor.
Vejen mod Jesus
At hyrderne formentlig frøs julenat er nemt for en dansker at forholde sig til, og herude på landet viser de sande stjerner sig også klart om natten, når skyerne ellers trækker deres grå teaterforhæng fra i december. Men selv har hun for sikkerhedens skyld et stjernetapet på sit kontor, og hendes juleroman udspiller sig også delvist under stjernehimlen i støvede mellemøstlige bjerglandskaber, der på flere planer ligger langt fra hendes danske landsted.
Romanen begynder nemlig i ørkenbyen Raqmu-Petra i landet Nabatæa ved ”den tid, da den store stjerne blev set” cirka år 5 f.Kr. Her følger hun Nabit, der sammen med en gruppe nysgerrige stjernetydere og deres hjælpere beslutter sig til at følge stjernen for at besøge den kongesøn, som stjernen ifølge gamle beretninger skulle pege på. Stjernetydernes vej til Jesus bliver således et selvstændigt spor i romanen, der selvfølgelig også følger Josef og Maria, som bliver forlovet i begyndelsen af bogen.
Da Maria bliver gravid før ægteskabet risikerer hun at blive stenet, så kendte man ikke historien i forvejen, kunne det godt give lidt bekymring som læser, og i mellemtiden er tempelpræsten Zakarias’ aldrende kone, Elisabeth, også blevet gravid ved et mirakel. Rollelisten er mildest talt udvidet i forhold til juleevangelierne i Bibelen, så vi får både indblik i livet som slave og hersker i Romerrigets tid, hvor datidens tyranner – præcis som i dag – bruger alle midler til at bevare deres magt.
Putin og Herodes den Store
I Det Nye Testamentes juleevangelier i Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet læser vi om henholdsvis kong Herodes og kejser Augustus, men de mødtes både i virkeligheden og i romanen, så sådan hænger juleevangelierne faktisk fint sammen, forklarer hun:
"Det kan være lidt forvirrende. For der nævnes mindst tre-fire forskellige Herodes'er i Det Nye Testamente, fordi Herodes den Store både havde sønner og børnebørn, der sidenhen overtog den magt, som han gjorde alt for at beholde,” siger hun og peger på, at Herodes den Store også sad så længe på magten, at han sikrede en form for stabilitet for dem, der ikke gik i vejen for ham:
”Under arbejdet med Herodes den Store tænkte jeg flere gange på Putin. På, at man kan være så brutal, at ingen siger sandheden til en, og hvis nogen gør, så er det bogstavelig talt med livet som indsats. Dette fravær af kritik og uvelkomne sandheder giver blinde vinkler, der kan føre til, at magthaveren træder ud, hvor der ikke er fast grund under fødderne. Og måske endda mister magten,” siger hun og peger på, hvordan det brutale familiedynasti i Syrien for nyligt mistede magten, da Bashar al-Assad måtte flygte til Rusland, efter at Assad ellers også opførte sig som Herodes den Store gennem mange år:
”Demokrati er i grunden det modsatte: at udbede sig folkets mening, at invitere også uvelkomne holdninger frem i lyset. Despoter derimod kræver opbakning, hvor ingen har lyst til at give den," siger hun og fortsætter:
”Damaskus skiftede hænder flere gange i oldtiden og nogle gange med kun få år imellem. Nu er magten atter skiftet i Damaskus. Vi ved ikke, hvad der kommer. Men det, der var, er i hvert fald flygtet til Moskva.”
Kan man sammenligne venskabet mellem Putin og Assad med venskabet mellem Herodes den Store og Kejser Augustus?
”Ikke helt. Dertil var Augustus for vellidt og har for pænt et eftermæle. Han var i øvrigt ret optaget af fred frem for erobringer - det kan man ikke sige har tynget Putin i nævneværdig grad,” siger hun og tøver:
”Men jeg forstår godt, at parallellen frister. Rom støttede Herodes med soldater. Herodes støttede Romerriget med skibe. Rusland støttede Assad og bombede civile i massevis. Assad har forsynet Rusland med droner og andet isenkram. Men det er nu at give Putin for meget kredit at sammenligne ham med kejser Augustus. Han når ham ikke til sandalremmen.”
Guds tempel
I Anne-Cathrine Riebnitzskys roman ender venskabet mellem Herodes og Augustus også med at gå i stykker, fordi Augustus synes, at Herodes er blevet for brutal. Ikke alene har han slået en af sine hustruer og tre af sine egne sønner ihjel for at holde på magten, men han bekriger også nabolandet Nabatæa, som Augustus gerne ville have gode handelsforbindelser med. Og endelig går Herodes som bekendt Farao fra Moses’ tid i bedene, da Herodes den Store bestiller massedrab på alle småbørn for at udrydde den nye kongesøn, som stjernetyderne har spået om. Anne-Cathrine Riebnitzsky nøjes med at beskrive drabet på et enkelt spædbarn, men den soldat, der udfører den frygtelige ordre, kommer - uden at afsløre for meget - selv til at lide under sin misgerning.
Herodes den Store er modsat kejser Augustus med rette endt som en skurk i historiebøgerne, selvom han blandt andet også genopbyggede templet i Jerusalem for at øge sin popularitet, så det spiller romantitlen også på:
”Man kan også se Marias krop som et tempel for Gud, fordi templet i Det Gamle Testamente blev set som det sted, hvor Gud befandt sig. Kun ypperstepræsten måtte gå ind i det allerhelligste, hvor Guds ånd hvilede. Men Herodes den Store havde nok i virkeligheden ikke andre guder end sig selv. Og man kan gyse over, at mennesker kan være så onde og besat af at bevare deres egen magt, at de vil beordre andre til at slå børn ihjel. Men Gud gjorde det modsatte,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.
”Jesus afgav al sin magt, da han lod sig føde som et hjælpeløst barn og senere viste han sin magt i afmagt, da han døde på korset. Han tog ikke liv for at holde på sin magt, men viste sin magt ved at give sit eget liv, så Jesus blev virkelig født som kærlighedens kongesøn,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky, der beskriver, hvordan fredsfyrsten allerede spreder fred under sin egen fødsel.
Frygtede juleaften
I romanen føler den fødende Maria en altomsluttende, overvældende fred mellem to veer, og sådan kan julen i bedste fald også føles som en himmelsk fredstid midt i trængsler. Og i dag har hun også selv fået et godt forhold til jul, som hun fejrer sammen med sin mand, der er chef for Den Kongelige Livgarde. Men da Anne-Cathrine Riebnitzsky var barn, var julen mere en tid, hvor hun altid skulle være på vagt.
”Julen var en vanskelig tid i min familie, fordi den altid medførte økonomiske spændinger mellem mine forældre. Min far syntes altid, at vi brugte for mange penge, så han ville aldrig betale for et juletræ, så det var min mor, der måtte have pungen op af lommen. Og vi børn kunne mærke det. Vi gik på en knivsæg, fordi vi hele tiden var bange for, at min mor skulle blive sur på min far eller omvendt, mens det hele skulle være så hyggeligt. Jeg håbede altid, at det skulle gå godt. Min mor var vanvittig god til at lave mad, men hun havde tårer hele dagen. Det var ikke en sjov tid, og i mange år kunne jeg ikke lide julen,” siger hun og ser op:
”Min oplevelse er jo ikke unik. Mange mennesker har det sådan med julen. Selvom vi kalder det hjerternes fest eller glædens fest, skal man huske, at det for mange er omtrent den sværeste tid på året, fordi familierne kan slide sådan på hinanden.”
Det mærker hun også gennem sin mands arbejde.
”Vi har en julegudstjeneste i Livgarden, hvor vi giver hånd til hver enkelt bagefter. Man kan se det i øjnene på dem, at nogle glæder sig til at komme hjem at holde jul, mens andre bare skal have det overstået. Og det kan jeg genkende min egen barndoms jul i. Men mit yndlingsøjeblik juleaften er altid, når vi kører rundt og siger glædelig jul til de soldater, der er på vagt på de kongelige slotte og palæer, på kasernerne og de jødiske installationer, hvor der står soldater på vagt. Vi bruger fire timer på at køre rundt og hilse på dem alle sammen, ønske dem glædelig jul og dele nogle sodavand rundt. Det er noget af det bedste på dagen. Det er også rigtig dejligt, når vi kan sætte os ned og spise noget god and. De sidste mange år har vi tilbragt julen i vores lille jagthytte, hvor vi tøffer rundt i uldsokker og har god tid til hinanden.”
Hvad er dit bedste juleråd til dem, der frygter juleaften nu?
”Det er at prøve at bevare julefreden i hjertet, selvom det slår gnister rundt omkring en. Måske er det faktisk dér, at man skal stille sig ud under stjernerne og mærke, at vi mennesker er meget små, men at himlen omfavner os. Det minder julestjernen i toppen af juletræet os også om. Julen minder os om, at vi ikke er alene. Der findes en, der er større end os selv, så vi skal ikke tage ansvar for det hele, for det får man bare stress af. Derfor er billedet fra stalden måske meget godt,” siger forfatteren og smiler stort.
”Det gør ikke noget, at der er beskidt i krogene og lidt varme fra husdyrene. Det kan man glemme midt i den forbrugsfest, som julen har udviklet sig til at blive. Men selvom der sikkert var fint og flot på Herodes’ palads, var det ikke der, jeg helst ville have været den aften, men jeg ville elske at være til stede i stalden med det lille fine mirakel, at et barn bliver født. Som en gave til os alle.”
Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder
