Tre betjente er dræbt i skyderi i amerikansk forstad

Tre politibetjente er blevet dræbt i et skyderi mandag i byen Charlotte i den amerikanske delstat North Carolina. Fem andre betjente er blevet såret, hvoraf en er i kritisk tilstand.

Det oplyser politiet, skriver nyhedsbureauet AP.

- I dag har vi mistet helte, som ganske enkelt blot arbejdede for at holde vores nærområde sikkert, siger Johnny Jennings, der er politichef i distriktet Charlotte-Mecklenburg.

En mistænkt gerningsperson er fundet død ved et hus, som betjentene skulle have ransaget.

Betjente fra politienhederne U.S. Marshals Task Force og Department of Adult Correction var i gang med at efterforske en sag om besiddelse af skydevåben i en forstad til Charlotte, da de kom under beskydning.

Betjentene blev skudt, da de nærmede sig huset. Herefter besvarede de skuddene mod den formodede gerningsmand i husets forhave, har Johnny Jennings oplyst.

Da personen faldt til jorden, blev der affyret flere skud inde fra huset.

Den formodede gerningsperson blev fundet død i forhaven. To andre personer blev fundet i huset og bliver afhørt. Det drejer sig om en kvinde samt en 17-årig dreng.

Politiet måtte tage et pansret køretøj i brug for at trænge ind i huset.

Skudvekslingen varede flere minutter.

Kort før klokken 21.30 dansk tid beskrev politiet stedet, hvor betjentene blev ramt af skud, som et "aktivt" gerningssted.

Mange veje i området blev spærret, så ambulancerne, der skulle hente ofrene, hurtigere kunne nå fra gerningsstedet til hospitalet.

Identiteten på de tre dræbte politibetjente er ikke offentliggjort.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder


Author: tso

Just another HTMLy user.