På spørgsmålet om hvordan hun ville huskes, svarede Ritt Bjerregaard: ”Som en af de kvindelige politikere, der holdt ud og kom igennem magtkampene.” Hverken mere eller mindre.
Som 30-årig kom Ritt Bjerregaard i Folketinget i 1971 sammen med flere andre unge og rebelske socialdemokrater. Den daværende socialdemokratiske regering havde kun to kvindelige ministre, socialministeren og kirkeministeren. For Bjerregård så det ud, som om kvindelige politikere var forvist til særlige bløde politikområder. Hun blev tilbudt et ordførerskab for daginstitutioner. Hun brokkede sig, for hun havde ikke forstand på daginstitutioner. Hun fik det svar, at hun jo var kvinde, ”så det må du da nok kunne”. Bjerregaard mente, at Socialdemokratiets udvikling var sat i stå af partiets ”kustoder”. Og fagbevægelsen stod for hende som en forstening af brovtende mandschauvinister. Ritt Bjerregaard indså som flere kvindelige politikere af hendes generation, at kvinder ofte blev brugt i politik som vinduespynt, som mændene kunne skjule deres magt bag.
Statsminister Anker Jørgensen ville samle partiet oven på splittelsen i 1972, da et flertal af vælgere stemte for medlemskab af EF. Han tog i 1973 et par unge EF-modstandere ind i regeringen. EF-modstander Bjerregaard blev en meget ung undervisningsminister. Det gav oprør blandt ældre partisoldater, som følte sig forbigået.
Medierne mødte hende med sexistiske overtoner. Berlingske Tidendes lederskribent sammenlignede dog udnævnelsen med kejser Caligulas udnævnelse af en hest til konsul. Det gjorde hun til skamme. Som undervisningsminister til 1978 (med en afbrydelse 1973-75) gennemførte hun de erhvervsfaglige grunduddannelser og begrænsede adgangen til de højere læreanstalter. Med socialdemokratisk lighedstænkning gennemførte hun en folkeskolereform, der skabte en enhedsskole i modsætning til den hidtidige deling af børnene i almene linjer og ”boglige” linjer. Eksamener blev afløst af en afgangsprøve efter 10. klasse, eventuelt frivilligt efter 9. klasse med henblik på at gå i gymnasieskolen. Kristendomsundervisningen blev til ”kristendomskundskab”. Med loven forsvandt også den sidste rest af præsternes tilsyn med skolerne. Opdragelse til demokrati blev til gengæld fremhævet. Det var noget af en politisk præstation, at den ikke-troende Ritt Bjerregaard fik tilslutning af blandt andre Kristeligt Folkeparti og Venstre. Det lykkedes da også kun efter indgående forhandlinger om lovens ordlyd.
Bjerregaard søgte altid kontakt med græsrødder i partiet og i bevægelser. Altid netværkede hun. Altid havde hun en kaffeklub, der debatterede. Altid opmuntrede hendes mand, historikeren Søren Mørch, hende til at tage konflikterne. Altid var hun synlig i medierne. Det gav hende høje personlige stemmetal, så mændene ikke kunne overse hende. Prisen for det hektiske politikerliv var, at hun gav afkald på at få børn.
Statsminister Anker Jørgensen (over)reagerede i 1978 på avisskriveri om dyr hotelrepræsentation. Bjerregaard afviste kritikken. Senere udtalte Rigsrevisionen, at hun ikke havde brugt flere penge end normalt. Men da var hun fyret. Hun skrev så en bog med den dobbelttydige titel ”Strid”.
Ti måneder senere gjorde Anker Jørgensen hende til socialminister. Der skulle spares. Det gjorde hun så, selv om hun mente, at Anker Jørgensen havde den bagtanke at sætte hende på en uriaspost, så hun blev upopulær. Hun blev også upopulær, da hun også sparede på de handicappede. Det var den eneste periode, hvor vælgerne vendte sig fra hende. Jørgensen fyrede hende så i 1981, fordi hun skræmte vælgerne væk. Men Socialdemokratiet var nu så trængt, at der var plads til alle, der kunne. Og Bjerregaard kunne magtspillet.
I flere omgange styrede hun som gruppeformand stramt den socialdemokratiske folketingsgruppe med en perfektionistisk ledelsesstil, som umuliggjorde formel kritik af hende. I 1980’erne førte hun an i konfrontationer mod Poul Schlüters (K) borgerlige regeringer. Ved den vejledende afstemning om EF-pakken i 1986 var hun mere end nogen anden ansvarlig for, at Socialdemokratiet med partiets nej løb ind i et dundrende nederlag, som i realiteten gjorde en ende på den seriøse diskussion om Danmarks medlemskab af EF. Senere blev hun EU-kommissær.
På et punkt ændrede hun sig aldrig: Hun var altid mistænksom over for de mandlige socialdemokratiske ledere, som hun gerne troede ville hende til livs. I 1991 opstod ballade, fordi hun både havde en stor lejlighed i København og bopæl på Fyn. Sin vane tro gav Bjerregaard sig ikke. Men hun faldt som gruppeformand. Kort efter faldt Svend Auken, der i 1987 var blevet partiformand; han kunne ikke holde på magten uden Bjerregaard.
Med store personlige stemmetal og med allierede i partiet var hun en fare for den ny formand, Poul Nyrup Rasmussen, der blev statsminister i 1993. Hun sagde nej til at blive trafikminister, fordi hun vurderede, at Nyrup ville spille hende ud mod Svend Auken, som blev miljøminister. Miljø og trafik kommer nemlig hyppigt i konflikt. Nyrup sendte hende så i 1995 til Bruxelles som miljøkommissær. Hun var sikker på, at Nyrup ville have hende af vejen. På grund af hendes tro på, at hun ikke ville være noget i politik, hvis ikke hun kunne fastholde vælgere i Danmark, udsendte hun en dagbog fra EU. Bjerregaard trak den tilbage, da hun indså, at den var skandaløst åben om fortrolige forhold. Dagbladet Politiken offentliggjorde alligevel dagbogen, og avisen blev dømt for brud på ophavsretten. Men bemærket blev Bjerregaard da endnu engang.
I 1999 ville Nyrup ikke lade hende fortsætte som kommissær. Regeringen stod dårligt i meningsmålingerne. Alle reserver måtte mobiliseres, og en kritisk stemmesluger som Ritt Bjerregaard kunne regeringen ikke tåle at have stående uden for. Han ville nu give hende posten som miljøminister i stedet for Svend Auken, der skulle degraderes til socialminister. Men Auken strittede igen imod at blive spillet ud mod Auken. Bjerregaard blev i 2000 så fødevareminister. Fire dage efter kom det første tilfælde af kogalskab. Bjerregaard ændrede resolut slagtemetoderne og forbød salg af risikoprodukter. Indgrebene var upopulære i landbruget, men de beskyttede forbrugerne. Smiley-ordningen blev indført. Tilliden til danske fødevarer blev fastholdt.
I 2001 måtte Socialdemokratiet igen i opposition. Ved kommunalvalget i 2005 fik Bjerregaard som overborgmesterkandidat over 60.000 personlige stemmer i København. Hun ville bygge 5000 boliger til 5.000 kr. om måneden. Det lod sig ikke gøre. Hun opdagede, at Københavns Kommunes forfatning delte bystyret, så det lignede autonome republikker i krig med hinanden. Hun kunne ikke styre det hele, og hun genopstillede ikke ved kommunalvalget i 2009. Men hun fortsatte som en skarp stemme i den offentlige debat. Hun støttede oprindeligt Helle Thorning-Schmidt, der blev Danmarks første kvindelige statsminister, men hun vendte rundt og kritiserede Helle Thorning-Schmidts regering. Ikke mindst kritiserede den oprindeligt læreruddannede Bjerregaard regeringen for at gennemføre en skolereform i konflikt med lærerne.
Bjerregaard berettede åbent om det, da hun blev ramt af en kræftsygdom. Trods sygdom skrev hun erindringsbøger. Den første om barndommen og ungdommen blev varmt modtaget af anmelderne. Mere blandet var modtagelsen af andet bind, som indeholdt stærke beskyldninger mod gamle socialdemokratiske kolleger.
Allerede i 1980´erne indså Ritt Bjerregaard, at hendes flænsende skarphed hindrede hende i at blive statsminister. Skarpheden fik hende til at ligne en kulturradikal, der bekæmpede alt, hvad hun fandt forlorent og falsk føleri. Ikke alene var hun ikke troende, hun markerede julen så lidt som overhovedet muligt i afstandtagen fra, hvad hun opfattede som løbsk forbrugerisme. Hun tog gerne mod betegnelsen elite-feminist, fordi hun ikke stod som menig deltager i den almindelige kvindebevægelse, hun vidste godt, at hun med tiden blev økonomisk privilegeret og fik en usædvanlig langvarig politisk indflydelse.
Ritt Bjerregaards mange kampe fik aldrig en højere mening end at sikre, at hun som kvinde fik magt. For hun ville med sit eksempel bane vejen for andre kvinder. Uden at føle at ligestillingen var fuldt opnået, syntes hun, at meget var nået i hendes tid.
Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder
