Nordkorea har søndag foretaget en prøveaffyring af to langtrækkende ballistiske krydsermissiler.

Det skriver det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA mandag lokal tid.

De to missiler blev affyret over Det Gule Hav, der ligger mellem den koreanske halvø og Kina, skriver KCNA.

Affyringen blev overværet af landets øverste leder, Kim Jong-un.

Det sydkoreanske militær rapporterer, at det har registreret affyringer af flere missiler fra distriktet Sunan, der ligger nær Nordkoreas hovedstad, Pyongyang. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge nyhedsbureauet AFP.

Målet med prøveaffyringen var ifølge KCNA at teste beredskabet til modangreb og kampevnen for de langtrækkende missilenheder.

Kim Jong-un siger i forbindelse med affyringen, at Nordkoreas regering vil sætte alle kræfter ind for at sikre en ubegrænset og fortsat udvikling af statens atomvåben.

Senest Nordkorea gennemførte en test af ballistiske missiler var ifølge nyhedsbureauet AFP den 6. november.

Testaffyringen i november skete lidt over en uge efter, at USA's præsident, Donald Trump, under en rundrejse i Asien havde udtrykt interesse for at mødes med Kim Jong-un.

Nordkorea har ikke reageret på Trumps interesse for et møde.

På daværende tidspunkt havde USA ifølge AFP netop godkendt Sydkoreas plan om at bygge atomdrevne ubåde.

Analytikere har ifølge AFP sagt, at Sydkoreas planer om at bygge atomdrevne ubåde sandsynligvis vil udløse en voldsom reaktion fra Nordkorea.

Nordkorea har skruet markant op for landets prøveaffyringer af missiler i de seneste år.

FN's Sikkerhedsråd har forbudt Nordkorea at udvikle ballistiske missiler og atomvåben og har indført en række sanktioner mod landet, fordi forbuddet er blevet overtrådt.

Nordkorea afviser det internationale forbud.

Nordkorea invaderede Sydkorea i 1950 og startede Koreakrigen.I 1953 indgik de to lande en våbenhvile. Våbenhvilen har dog aldrig ført en reel fredsaftale med sig.

/ritzau/

Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder