Det Kongelige Teaters Balletskoles kunstneriske leder, Anne Peyk, søger ikke om forlængelse, når hendes tidsbegrænsede ansættelse udløber til maj 2026.

Det skriver Berlingske.

Det sker, efter at avisen har rettet henvendelse til balletskolen om seks klager fra forældrepar, en tidligere lærer og en tidligere aspirant samt udtalelser fra 22 kilder.

De seks nye klager kom oven i en klage fra ni forældrepar fra februar.

Klagerne handler om en såkaldt skadelig kultur, dårlig ledelse og manglende gennemsigtighed på balletskolen, særligt under den kunstneriske leder Anne Peyk.

Anne Peyk beskrives i klagerne som uempatisk og diktatorisk, og hendes ledelsesstil bliver kaldt frygtbaseret.

Det var ellers blevet lovet, at der skulle ske en kulturforandring på skolen, efter at flere elever i 2023 stod frem i Politiken og fortalte om et stort pres samt psykiske lidelser og fysiske skader.

Skolen hyrede advokatfirmaet Horten til en advokatundersøgelse, der viste problemer med mistrivsel, og bestyrelsesformand Lars Barfoed undskyldte forholdene på skolen.

Men Berlingske har nu talt med 22 kilder, der kritiserer teatrets ledelse, forholdene på balletskolen og håndteringen af de nye klager.

Teaterchef på balletskolen Kasper Holten skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at teatret som følge af klagerne hyrede Kammeradvokaten til at foretage endnu en advokatundersøgelse.

Og advokatundersøgelsen har konkluderet, at påstandene ikke kan underbygges, siger Kasper Holten til Berlingske.

Han kritiserer dog, at medierne gengiver "meget grove beskyldninger mod en enkelt medarbejder, efter at klagerne er blevet grundigt undersøgt", "for så begynder det at ligne en personhetz".

Anne Peyk skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at hun allerede i oktober meddelte udviklings- og børnedirektør Dorthe Paulli, at hun ikke ville søge om forlængelse til maj.

- Selv om jeg ikke skal lægge skjul på, at det har været hårdt at være under anklage i mere end otte måneder, er jeg glad for at Kammeradvokaten så grundigt har undersøgt sagen og ikke finder klagerne mod mig begrundede, lyder det.

Politiken har med input fra 48 tidligere balletskoleelever afdækket, at balletskolen skal have fremprovokeret spiseforstyrrelser, angst og depression ved at opfordre normalvægtige elever til at tabe sig.

Det Kongelige Teaters Balletskole modtager 18,7 millioner kroner årligt fra staten.

/ritzau/

Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder