Houthibevægelsen betegner vestlige angreb som uforsvarlige

USA og Storbritannien har udført "uforsvarlige" angreb mod Yemen.

Det hævder lederen af Houthibevægelsens øverste revolutionære komite, Muhammad Ali Al-Houthi, på det sociale medie X natten til lørdag dansk tid.

Angrebene har ifølge Muhammad Ali Al-Houthi til formål at bryde den såkaldte blokade af skibe med forbindelse til Israel, der har belejret Gazastriben.

Ifølge nyhedsbureauet Saba, som kontrolleres af Houthibevægelsen, har amerikanske og britiske fly udført fem angreb mod byen Al-Hudaydah, hvor Yemens største havn ligger.

Påstanden er ikke blevet bekræftet andre steder.

Amerikanske styrker har ifølge USA 's centrale kommando udført angreb mod tre underjordiske våbendepoter i Yemen.

Desuden har styrkerne ifølge centralkommandoen tilintetgjort fire af houthiernes droner.

På samme tid affyrede Houthibevægelsen fire antiskibsmissiler mod Det Røde Hav. Der er ingen meldinger om tilskadekomne eller materielle skader.

Det er uklart, hvornår angrebene blev udført, og om det er disse alene, som Muhammad Ali Al-Houthi henviser til. Centralkommandoen oplyste om angrebene fredag lokal tid i USA.

Houthibevægelsen begyndte at angribe fragt- og tankskibe i Det Røde Hav og Adenbugten i efteråret, efter at Israel iværksatte sin krig mod den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza. Angrebene sker ifølge houthibevægelsen i protest mod krigen.

Houthierne er allierede med Hamas, og begge bevægelser støttes af Iran, som også støtter Hizbollah i Libanon.

Farvandet ud for Yemen er normalt en trafikeret og meget vigtig passage for skibe, der sejler varer mellem Europa og Asien.

Men på grund af risikoen for angreb er mange rederier begyndt at sende deres fragtskibe syd om Afrika. Det er en væsentligt længere rute, end når man sejler fra Europa via Suezkanalen og Det Røde Hav til Asien - og omvendt.

Den danske fregat "Iver Huitfeldt" har været med til at nedskyde flere af houthiernes droner som en del af den vestlige koalition i området.

/ritzau/Reuters



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Film om nordirsk konflikt vinder hovedpris på CPH:DOX

Filmen "The Flats", der skildrer konflikten mellem protestanter og katolikker i Belfast i Nordirland, har fredag aften vundet hovedprisen ved den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX.

Det oplyser filmfestivalen i en pressemeddelelse.

I bedømmelsen hæfter juryen sig ved instruktør Alessandra Celesias brug af rekonstruktioner og arkivbilleder, der får filmen til at udfolde sig i "et tidsløst vakuum".

- Vinderen af vores hovedpris er ikke bare et kreativt og konceptuelt modigt værk, men det er også skabt af en filmskaber, som er ydmyg nok til at vide, hvornår en historie vokser ud af dens rammer, og som har selvtillid nok til at følge med, hvor end filmen og dens fantastiske karakterer fører hen, lyder det.

Der er også en dansk film blandt aftenens vindere.

Det gælder filmen "The Son and the Moon", der har vundet filmfestivalens konkurrence for den bedste skandinaviske produktion.

Filmen er instrueret af dansk-iranske Roja Pakari. I "The Son and the Moon" følger man selvsamme Roja Pakari, der får konstateret kræft midt under sin graviditet.

Juryen beskriver filmen som en følelsesmæssig oplevelse, som projicerer instruktørens liv ud til publikum.

- Med dens kraftfulde filmsprog formår denne film at skildre livets flygtige natur, mens den samtidig fejrer den måde, som vores erindring kan udgøre hele vores liv på, lyder det i bedømmelsen.

I filmen følger man Roja Pakari igennem seks år, hvor hun dokumenterer sin hverdag og sine tanker om at leve med en sygdom, der kan koste hende alt.

Alle vinderfilmene kan ses i biografen fra starten af næste uge, og fra nu af kan man også streame flere af årets festivalfilm på streamingplatformen PARA:DOX.

Den danske dokumentarfestival har eksisteret siden 2003, og i år løber festivalen fra 13. til 24. marts med mere end 200 filmvisninger.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

FN-rapport: 2,2 milliarder mennesker er foruden rent vand

På globalt plan er der 2,2 milliarder mennesker, som ikke har adgang til rent drikkevand. Samtidig er der 3,5 milliarder, som ikke har adgang til sanitære forhold.

Det skriver nyhedsbureauet dpa på baggrund af en rapport fra FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur (Unesco).

Den er blevet udgivet fredag, som Unesco markerer som Verdens Vanddag.

En ud af to personer i verden lider i løbet af et år i flere måneder under en mangel på vand, siger Unescos generaldirektør, Audrey Azoulay, ifølge nyhedsbureau dpa.

- Og i nogle dele af verden, er manglen på vand blevet reglen fremfor undtagelsen, siger hun i en udtalelse.

- Vi kender konsekvensen af en sådan situation: vandmangel øger ikke bare de geopolitiske spændinger, men udgør også en trussel for de basale rettigheder som helhed, eksempelvis ved at underminere piger og kvinders position.

I rapporten anslås det, at det ville koste omkring 114 milliarder dollar - omkring 784 milliarder kroner - om året, at sikre adgang til rent drikkevand, sanitære forhold og hygiejne for 140 lande i kategorierne lav- og middelindkomst.

I lavindkomstlande estimeres det, at 80 procent af alle arbejdspladser afhænger af vand. Det skyldes, at landbrug her fortsat er den sektor, der udbyder flest jobs.

For højindkomstlande estimeres det, at 50 procent af arbejdspladserne på samme måde afhænger af tilgængelighed til vand. Her er arbejdsmarkedet nemlig mere diversificeret.

Ifølge Audrey Azoulay er adgangen til vand og bevaringen af vandressourcer "kerneudfordringer" for verdens samfund.

Rapporten udgives årligt. I 2024 er temaet for rapporten "Vand for fremgang og fred".

- Temaet for Verdens Vanddag 2024 er derfor en opfordring til handling - at have en bæredygtig tilgang til vand, at genskabe forbindelsen til vores planet og i sidste vende at opbygge fred, siger Audrey Azoulay.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Energiselskab lader kunder se klimaaftrykket fra deres strøm

Brugere af Andel Energis app vil fremover kunne følge med i, hvor klimavenlig deres strøm er.

Det skriver energiselskabet i en pressemeddelelse.

Appen har omkring en million brugere, og de første har allerede fået adgang til den nye funktion. De sidste vil få adgang fredag eller hen over weekenden, lyder forventningen fra Andel Energi.

Selskabets app har indtil videre kunnet bruges til at følge forbrug og se priser time for time på strøm.

Det vil man stadig kunne.

Men som noget nyt vil man også kunne se, hvornår strømmen har mindst klimabelastning, samt hvilke energikilder strømmen kommer fra.

Formålet er at gøre det nemmere for folk at bruge strøm med mindst mulig udledning af CO2, siger funktionschef i Andel Energi Jack Kristensen.

- Det er vores holdning, at vi alle sammen skal bidrage til den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at man bliver bevidst om, hvilket CO2-aftryk man efterlader med sit energiforbrug.

- Vi håber, at den her nye funktion vil gøre det nemmere for folk at træffe gode og bæredygtige valg i løbet af døgnet, siger Jack Kristensen.

Han fortæller, at man ved at planlægge sit forbrug kan mindske sin udledning af CO2 markant.

Vælger man for eksempel at vaske tøj, når strømmen kommer fra grønne energikilder, kan ens udledning være op til tre gange så lille, som hvis strømmen kom fra for eksempel kul eller olie, forklarer Jack Kristensen.

Han anbefaler, at man fokuserer på de ting i ens hjem, der bruger meget strøm.

Ud over tøjvask kan det blandt andet være fornuftigt at planlægge, hvornår man bruger tørretumbler eller oplader en elbil.

Mens klimafunktionen er ny, har mange forbrugere allerede fået for vane at tjekke priser, inden de sætter en tøjvask over.

Gør man det, kan man glæde sig over, at der er et stort overlap mellem de billige timer og de grønne timer.

- Energi fra solceller og vindmøller er billig, så de timer, hvor strømmen er billig, vil oftest være dem, hvor ens CO2-aftryk er lavest.

- Men man kan ikke være sikker på, at det altid er sådan. Så i nogle tilfælde vil man skulle vælge, om man vil prioritere at være prisbevidst eller grøn, siger Jack Kristensen.

Andel Energi, som har over 1,2 millioner kunder, er Danmarks største leverandør af el og naturgas.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder