Ny præsident i Peru varsler kamp mod korruption

Perus nye præsident, den venstreorienterede Pedro Castillo, er onsdag blevet indsat officielt i embedet.

I sin første tale som statsleder siger Castillo, at han vil sikre økonomisk stabilitet i landet, bekæmpe korruption og arbejde for en ny forfatning.

Han vil også bestræbe sig på at "hele de sår" fra kolonitiden, som ifølge Castillo stadig præger landet og skaber splittelse i befolkningen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Onsdagens indsættelse af Castillo falder sammen med 200-årsdagen for, at Peru erklærede sig uafhængigt af kolonimagten Spanien.

Ved præsidentvalget i juni slog den 51-årige Castillo den erfarne højrefløjskandidat Keiko Fujimori med bare 44.000 stemmer.

Den læreruddannede Castillo er opvokset på landet i en fattig familie, og under valgkampen lovede han at kæmpe de fattiges sag under sloganet "ingen fattigdom i et rigt land". Det skal ifølge Castillo opnås ved blandt andet at omskrive den nuværende forfatning.

- Det er første gang, at dette land bliver regeret af en bonde, siger Castillo ved sin indsættelse ifølge Reuters.

Fattige udgør en tredjedel af Perus befolkning, og mange af dem stemte på Castillo, der er Perus første statsleder i årtier, som ikke har forbindelse til landets politiske eller økonomiske elite.

Han har også talt om at nationalisere Perus mineindustri, der er en hjørnesten i landets økonomi, men har efter sin valgsejr nedtonet det budskab.

Under valgkampen forsøgte modstanderen Keiko Fujimori at tegne et billede af Castillo som en kommunist, der ville forvandle Peru til et nyt Nordkorea eller Venezuela. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Under valgkampen blev det sagt, at vi vil ekspropriere (aktiver). Det er totalt falsk, siger Castillo i sin tale.

Indsættelsen blev overværet af blandt andre Spaniens kong Felipe 6., fem politiske ledere fra Latinamerika og Bolivias tidligere præsident Evo Morales. USA var repræsenteret ved landets uddannelsesminister.

Pedro Castillo efterfølger Francisco Sagasti, som nationalforsamlingen i november udpegede til midlertidigt at lede landet efter en periode med politisk kaos og tre præsidenter i løbet af en uge.

At korruption er udbredt og et stort problem i Peru illustreres af, at syv ud af landets ti seneste ledere enten er blevet dømt for eller bliver efterforsket for korruption, skriver AFP.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Tunesisk præsident bebrejder forkerte valg for dårlig økonomi

I sin første udtalelse siden søndag, hvor han tog kontrol over regeringen, siger den tunesiske præsident, Kais Saied, at "forkerte økonomiske valg" har forårsaget store økonomiske problemer i landet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Under et møde onsdag med formanden for Tunesiens fagforening for industri, handel og håndværk (Utica) indikerer præsidenten, at der inden længe vil blive slået hårdt ned på korruption.

Han tilføjer, at det "ikke er hensigten at skade eller misbruge" forretningsfolk.

Mødet er optaget på video og distribueret af præsidenten.

Kais Saied fortæller, at 460 personer har stjålet i alt 13,5 milliarder dinarer - cirka 30 milliarder kroner - af det offentliges penge i Tunesien.

I samme optagelse fortæller præsidenten, at han har tilbudt dem at indgå et forlig, hvis de returnerer pengene.

- I stedet for retsforfølgelse og fængsling foreslår jeg en strafforsoning med de forretningsmænd, som er involveret i plyndring af folkets penge og skyldig i skatteunddragelse, siger han.

Kais Saied er tidligere juraprofessor og kom til magten i Tunesien i 2019 på løfter om at bekæmpe korruption og en rodfæstet politisk elite.

På onsdagens møde opfordrer præsidenten også handlende til at sænke priserne på deres varer.

Samme dag har Kais Saied fjernet lederen af landets nationale tv-station, Mohamed al-Dahach, fra hans post og udpeget en midlertidig afløser.

Præsidentkontoret oplyser ifølge Reuters, at fyringen sker i kølvandet på opfordringer om at afskedige Dahach og beskytte ytringsfriheden.

Således skulle der onsdag eftermiddag lokal tid være sket en hændelse, hvor blandt andre journalister har fortalt, at de blev nægtet adgang til tv-stationen, selv om de var inviteret til at deltage i en udsendelse.

Ifølge journalisten Amira Mohammed fortalte Dahach hende, at en hærkommandør havde beordret ham til ikke at lade gæster komme ind i bygningen.

Præsident Kais Saied og en talsmand for hæren har begge afvist, at en sådan ordre skulle være blevet givet.

Tunesien har været præget af voldsomme protester på det seneste, hvor befolkningen er gået på gaden og har protesteret mod regeringen i frustration over håndteringen af covid-19 og arbejdsløshed.

Søndag afsatte præsident Kais Saied landets premierminister og suspenderede parlamentet.

Det islamiske parti Ennahda, der er parlamentets største, opfordrede tirsdag præsidenten til at trække sin beslutning om at suspendere parlamentet tilbage.

Partiet opfordrede samtidig til en national dialog i et forsøg på at afslutte krisen og finde løsninger på presserende sociale og økonomiske problemer.

Ennahda mener, at de ekstraordinære foranstaltninger, som præsident Kais Saied har indført, er "forfatningsstridige og udgør et kup mod forfatningen og dens institutioner".

Det udtalte Ennahda tirsdag i en erklæring ifølge nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder

Se kortet: Så skævt er de ledige studiepladser fordelt

En rundringning til de danske professionshøjskoler viser, at der er mange ubesatte studiepladser på f.eks. velfærdsuddannelserne rundtomkring i de mindre byer. Generelt er de ledige studiepladser skævt fordelt. Minister kalder tallene for »endnu en alarmklokke, der ringer«.

Source: http://jyllands-posten.dk/indland/?service=rssfeed