Rushdie-attentat kan styrke kampen for ytringsfriheden

Den britisk-amerikanske forfatter Salman Rushdie har været et ikon for ytringsfrihedsforkæmpere over store dele af verden, siden han i 1988 satte selvsamme i brand med udgivelsen af “De sataniske vers”. Irans daværende politiske overhoved ayatollah Ruhollah Khomeini mente, at bogen var så blasfemisk, at han året efter udstedte en dødsdom over Salman Rushdie.

Fredag stod det klart, at der stadig – 33 år efter den såkaldte fatwa – er kræfter, som vil den 75-årige forfatter til livs. Under en forelæsning på et uddannelsescenter i delstaten New York, USA, blev han udsat for et knivoverfald. Søndag var han ude af respirator, og han er nu i bedring, selvom skaderne er alvorlige. Men én ting er, hvad attentatet betyder for Salman Rushdie. Én anden ting er, hvad attentatet betyder for ytringsfriheden?

Frederik Stjernfelt, som er professor i idéhistorie ved Aalborg Universitet, kalder det et attentat med “meget stor symbolværdi”, fordi Salman Rushdie har været ytringsfrihedens forkæmper nummer ét i en hel generation. Men det er svært at vurdere, om ytringsfriheden nu står stærkere eller svagere globalt, siger han.

"Attentatet har nok nærmere bare skærpet de eksisterende positioner. Både intellektuelle og aviser i vesten har bakket utvetydigt op om Rushdie de seneste par dage. Tilsvarende har de iranske aviser rost attentatmanden til skyerne og ophøjet ham til at være Guds redskab mod Satan," siger Frederik Stjernfelt, der også er medforfatter til bogen "MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark". 

Frederik Stjernfelt mener, at der de sidste 30 år har været et stadigt stigende religiøst pres på ytringsfriheden, som i særdeleshed er kommet fra islamister. I USA og det øvrige Vesten er presset på ytringsfriheden også intensiveret fra både højrefløjen og den identitetspolitiske venstrefløj. Dertil kan man tilføje tech-giganternes censur på sociale medier.

"Attentatet sker altså i en periode, hvor ytringsfriheden i forvejen er trængt fra mange forskellige sider," siger Frederik Stjernfelt. 

Efter Muhammedkrisen, angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo og senest halshugningen af den franske skolelærer Samuel Paty, der viste Muhammed-tegninger i sin undervisning, er det nærliggende at tro, at heller ikke attentatet på Salman Rushdie vil rykke nævneværdigt ved debatten om ytringsfrihed. Men attentatet kan faktisk styrke Vestens fælles front i forsvaret for ytringsfriheden, mener Jacob Mchangama, der er direktør i tænketanken Justitia,

"Rushdie har i højere grad kunnet samle intelligentsiaen og medierne om at støtte ytringsfriheden end for eksempel Jyllands-Posten og Charlie Hebdo, selvom sagerne handler om fuldstændig det samme," siger Jacob Mchangama, der mener, at Rushdie bliver set som en "pænere" repræsentant for ytringsfriheden:

"Vi så det tydeligt herhjemme under Rushdie-sagen, hvor Tøger Seidenfaden (daværende chefredaktør for Weekendavisen, red.) gik meget langt i sit forsvar for Rushdie, men under Muhammed-krisen vendte han på en tallerken. Det samme kan siges om Carsten Jensen (forfatter, red.). Man kan håbe, at vi nu får luget ud i alle de dårlige argumenter om, at truslen mod ytringsfriheden i virkeligheden handler om dæmoniseringer af islam og muslimer. Og at attentatet dermed bliver et slags booster-shot, som styrker det frie samfunds immunforsvar over for truslen fra fanatikernes veto, som stadig bliver håndhævet af islamister.”

Hos Salman Rushdies danske forlægger, Gyldendal, er man udmærket klar over risikoen ved at udgive bøger af den britisk-amerikanske forfatter. Den blev tydelig allerede i 1993, hvor den norske forlægger William Nygaard fra forlaget Aschehoug, der havde udgivet de “De sataniske vers”, blev skudt og såret ude foran sin bolig. Derfor er det heller ikke en ny situation, som hverken Gyldendal eller andre forlag befinder sig i, siger direktør Morten Hesseldahl.

“Som forlag må man forsøge at blive ved med at gøre sit arbejde og udgive de stemmer, der er vigtige. Det har vi sådan set gjort hele tiden, og vi afstår ikke fra at udgive bøger af frygt. Men efter udgivelsen af 'De sataniske vers' ved vi også, at der findes folk, som kan finde på at reagere voldsomt. Det er alvorligt, og man tænker da på det, men det ændrer ikke noget,” siger Morten Hesseldahl, der har forståelse for, hvis medarbejdere hos Gyldendal er bekymrede.  

Gyldendal fordømte lørdag attentatet på Salman Rushdie på forlagets Facebook-profil. I kommentarsporet opfordrer enkelte brugere Gyldendal til både at genudgive “De sataniske vers” og sørge for, at den bliver tilgængelig som lyd- og e-bog. Morten Hesseldahl afviser dog, at attentatet på Rushdie er den rette anledning til at markedsføre værket på ny.

“Vi håndterer det fuldstændig som andre udgivelser, og vi forsøger ikke at lave en sensation ud af en ulykkelig begivenhed. Vi vil gerne have ro i maven og ikke lade os gribe af en eller anden populistisk stemning. Vi behandler bogen, som vi behandler alle mulige andre bøger, og den vigtigste opgave er at sikre, at bogen er tilgængelig,” siger Morten Hesseldahl.

Morten Hesseldahl var teaterchef på Det Kongelige Teater i 2016, da teatret fik kritik, fordi man afviste at opsætte netop "De sataniske vers". Kan han forstå, hvis folk har sin tvivl om, hvorvidt forlagene og kulturlivet nu kommer til at stå last og brast om Salman Rushdie og ytringsfriheden?

fordi der er mange sager, hvor der er debat om, hvorvidt man tør gør, eller det kan opfattes som stødende eller at man er højreorienteret kampagne mod muslimer. 

"Ja, det kan jeg sagtens forstå, fordi der ofte er alle mulige diskussioner om kulturinstitutionernes motiver: Tør vi gøre det? Kan det opfattes som stødende? Kører vi en højreorienteret kampagne mod muslimer, som Jyllands-Posten eksempelvis blev beskyldt for? Der er altid de diskussioner, men dengang med Det Kongelige Teater handlede det overhovedet ikke om, at vi ikke turde. Vi havde et hav af kontroversielle opsætninger, men oplægget var simpelthen ikke godt nok, og et tysk teater havde allerede opført 'De sataniske vers', og det fungerede ikke særligt godt. Man skal også passe på med at gøre noget, bare fordi tidsånden presser sig på."



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder


Author: tso

Just another HTMLy user.