Chile genåbner for adgangen til sagnomspunden og isoleret ø

Den sagnomspundne ø Påskeøen, der er en af Chiles mest kendte turistattraktioner, står endelig til at genåbne 1. august, efter at der blev lukket for adgangen til øen i begyndelsen af coronapandemien i 2020.

Det oplyser Chiles regering fredag.

Påskeøen er en af verdens mest isolerede øer. Den ligger cirka 3200 kilometer fra Chiles kyst og er kendt for sin samling af over tusind stenstatuetter, der forestiller gigantiske hoveder.

Statuerne blev udskåret af øens oprindelige befolkning for flere århundreder siden. De har gjort Påskeøen berømt og placeret den på Unescos verdensarvsliste.

- Fra 1. august vil et stigende antal fly og en genåbning for turister blive tilladt. Hvordan det præcist skal foregå, vil blive meldt ud på et senere tidspunkt, siger Chiles finansministerium i en udtalelse.

Indledningsvist er der lagt op til, at mellem to og tre fly om ugen vil få lov til at lande på Påskeøen.

Regeringen oplyser, at den frem mod genåbningen vil forbedre infrastrukturen på øen, der ligger midt i Stillehavet, så et eventuelt smitteudbrud vil kunne håndteres.

Øens lokalbefolkning protesterede i sin tid mod, at turister stadig kunne tage til øen, da pandemien begyndte at tage fart i marts 2020.

Flere borgere gik endda så langt som at overtage lufthavnen for at forhindre fly i at ankomme fra Chiles fastland.

Siden har regeringen været i forhandlinger med Påskeøens lokalbefolkning for at finde en løsning, så øen kunne genåbnes for turister.

I den forbindelse er regeringen blandt andet gået med til at betale erstatning til øens borgere for at godtgøre dem for en række historiske traumer, som de har været udsat for.

Regeringen har også vedtaget en række støtteordninger, der skal hjælpe forretninger på øen, der har lidt under coronapandemien.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder


Author: tso

Just another HTMLy user.