Skolefravær koster flere familier børnepenge

Det seneste kvartal har 222 familier fået skåret i deres børnecheck, fordi de har et barn med for meget skolefravær.

Det viser tal fra Kommunernes Landsforening og Udbetaling Danmark, som det digitale nyhedsmedie Skolemonitor har fået indsigt i.

Det er det højeste antal siden den kontante fraværsstraf blev indført i 2019.

Tallet opgøres per kvartal og er steget løbende det seneste år. Ved årets begyndelse oplevede 111 familier at få skåret i deres børnecheck, fordi barnets ulovlige fravær var over 15 procent. I foråret var tallet 157.

Ifølge Rasmus Kjeldahl, direktør hos Børns Vilkår er det en hård sanktion at blive trukket i børnepenge.

- En børnecheck er en vigtig del af budgettet hos familier, der er presset økonomisk. Den kan gå til husleje, mad eller barnets fritidsaktivitet.

- Uanset hvilken af de ting, man ikke kan betale, er det jo voldsomme konsekvenser for en familie. Det vil selvfølgelig ramme barnet hårdt, siger han til Skolemonitor.

Rasmus Kjeldahl advarer mod, at barnets fravær rammer familien.

- Vi frygter, at et barn, der måske trives dårligt og har for meget fravær, bliver straffet af familien. Det koster så mange tusinde kroner, og vi kan sagtens se for os, at det får direkte konsekvenser og gør en svær situation meget værre, siger han.

Ifølge Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, skaber reglen en øget social ulighed.

- Det er klart, at hvis man ikke forstår, hvad en høringsfrist er, at man kan kontakte kommunen og tale sin sag, så mister man pengene nemmere end den familie, der kan gennemskue det her. Det skaber en social ulighed mere, siger han.

Claus Hjortdal opfordrer til, at regeringen evaluerer ordningen grundigt og vurderer, om den skal sløjfes eller videreføres.

15 procents ulovligt fravær svarer typisk til 8-9 fraværsdage over en periode på tre måneder.

/ritzau/



Source: http://www.kristeligt-dagblad.dk/rss/nyheder


Author: tso

Just another HTMLy user.